Springsteen udskyder koncerter på grund af mavesår

27. SEP 2023 • 19:04UDLAND

I alt 14 koncerter med Bruce Springsteen and The E Street Band er aflyst på grund af "Bossens" helbred.

Den amerikanske rockmusiker Bruce Springsteen udskyder alle sine planlagte koncerter i 2023 på grund af sygdom. Det skriver han på Twitter.

74-årige Springsteen har i de seneste uger været i behandling for mavesår og vil fortsætte behandlingen resten af året.

- Tak til alle mine venner og fans for jeres gode ønsker, opmuntring og støtte. Jeg er i bedring og glæder mig til at se jer næste år, lyder det fra rockveteranen med tilnavnet "The Boss".

De koncerter, der skulle have fundet sted i år, vil blive udskudt til 2024, lyder det i meddelelsen.

Det er i alt 14 koncerter i USA og Canada, fremgår det af hans hjemmeside.

Tidligere i september blev Bruce Springsteen tvunget til at udskyde de koncerter, der var planlagt i september. I alt var der tale om otte koncerter i USA.

De aflyste koncerter er en del af en større turné, der den 11. og 13. juli bragte Bruce Springsteen og hans E Street Band til Parken i København.

Musikere fra E Street Band spillede allerede sammen med Bruce Springsteen, da han i 1972 skrev kontakt med Columbia Records om debutalbummet "Greetings from Asbury Park, N.J.".

Det var også i denne periode under kampen med at få gang i karrieren, at han fik tilnavnet "The Boss", fordi han var den, der tog imod hyren og fordelte den i bandet.

Få år efter blev "Born to Run" hans store internationale gennembrud. I de efterfølgende år udbyggede han sin position med numre som "Nebraska" og "Born in the U.S.A.".

På scenen er han berømt for sveddryppende og samtidigt intime maratonkoncerter.

I 1990'erne gik han og E Street Band hver til sit, men blev genforenet i 1999.

Den nuværende turné er Springsteen og E Street Bands første siden 2017.

Bossen har gennem årene hyppigt markeret sig som kritisk kommentator af sociale og politiske tilstande i hjemlandet og været aktiv på Demokraternes side i valgkampene.

Barack Obama har udtalt, at han blev præsident, fordi han ikke kunne blive Bruce Springsteen.

I 2016 hædrede han Bruce Springsteen med Presidential Medal of Freedom, som er den højeste udmærkelse til civilpersoner i USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT