Norsk sørgeperiode slutter med hejste flag efter kongens begravelse
Kong Haakon forlader privat ceremoni i Akershus slotskirke, og flag over hele Norge kan nu hejses igen.
Flag over hele Norge hejses til tops efter at have været på halv siden kong Haralds død. Dermed er den officielle sørgeperiode slut.Det skriver flere norske medier, herunder NRK og VG.
Onsdag har det norske folk og en række internationale gæster taget afsked med den afdøde konge. Begravelsen foregik i Oslo Domkirke.
Efter ceremonien blev kong Haralds båre kørt til Akershus slotskirke.
I slotskirken var der efterfølgende en privat ceremoni for familien og kongelige gæster.
Herefter er kongens kiste blevet sænket ned i hans sarkofag i krypten i slotskirken.
Her skal kong Haralds sarkofag stå ved siden af kong Haakon VII, dronning Maud, kong Olav og kronprinsesse Märtha, som også har deres sidste hvilested i krypten.
Flagene ved Akershus slot blev hejst i det øjeblik, den nye kong Haakon forlod ceremonien i slotskirken.
Det er ifølge NTB et signal til resten af landet om, at alle andre flag kan hejses.
Dette markerer begravelsens afslutning.
Der blev også affyret en dobbelt kongesalut. Det er ifølge NTB to serier med 21 skud med fem sekunders mellemrum og et minuts ophold mellem serierne.
Dermed er det en hurtigere salut end sørgesalutten, som blev affyret klokken 12.
Efter at flagene er blevet hejst, skal kirkeklokkerne i Norge ringe i en time.
En række internationale kongelige og statsledere har deltaget i begravelsesceremonien i Oslo onsdag.
Det gælder blandt andet det danske kongepar, kronprins Christian og den danske statsminister, Mette Frederiksen (S).
Også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, og Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, har deltaget.
RITZAU
