Sørgende iranere fyldte gaderne ved præsidents begravelse

23. MAJ 2024 • 19:41UDLAND

Ebrahim Raisi skulle have været efterforsket for forbrydelser mod menneskeheden, mener Amnesty International.

Gaderne i den hellige by Mashhad i Iran var tætpakket med sørgende iranere, der torsdag var mødt frem for at tage afsked med nyligt afdøde præsident, Ebrahim Raisi.

Fire dage forinden blev han dræbt i et helikopterstyrt.

Mange af de forsamlede kastede blomster på Raisis kiste, mens den bevægede sig langsomt gennem gaderne i Mashhad, der var hans hjemby. Den ligger omkring 900 kilometer øst for hovedstaden, Teheran.

Ebrahim Raisi er stedt til hvile ved Imam Rezas helligdom. Det er det helligste sted i Iran for shiamuslimer.

En række fremtrædende religiøse og militære ledere var også mødt frem for at vise den afdøde præsident en sidste ære.

Ifølge det statslige nyhedsbureau Irna havde tre millioner mennesker taget opstilling i Mashhads gader, da lastbilen med den konservative præsidents kiste sneglede sig igennem den hellige by.

Tallet er ikke umiddelbart bekræftet fra anden side.

63-årige Ebrahim Raisi fik i 1980'erne fik tilnavnet "Teherans slagter", da han var blandt fire dommere, som menes at have dømt tusinder af politiske fanger til døden.

Han tilhørte den stærkt konservative fløj i Iran og var med til at slå hårdt ned på den bølge af protester, der spredte sig i Iran fra september 2022.

Hans forbrydelser må ikke glemmes, mener Amnesty International.

- Ebrahim Raisi skulle have været efterforsket for forbrydelser mod menneskeheden - såsom mord, tvungen forsvinden og tortur - mens han var i live, siger Diana Eltahawy, Amnesty Internationals viceregionsdirektør for Mellemøsten og Nordafrika, i en pressemeddelelse.

- Hans død må ikke berøve hans ofre og deres familier deres ret til sandhed, og alle hans medskyldige bør stilles til regnskab.

Raisi blev af mange set som en mulig arvtager til landets øverste religiøse leder, den 85-årige ayatollah Ali Khamenei.

Ud over Raisi blev også Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, samt en lokal guvernør og flere regeringsembedsmænd dræbt i helikopterstyrtet i weekenden.

Iran skal vælge ny præsident 28. juni. Det er ventet, at det magtfulde Vogternes Råd vil udelukke mere moderate kandidater fra valget. Det er set ved tidligere valg, blandt andet da Raisi blev valgt i 2021.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU