Skuespiller Donald Sutherland er død - blev 88 år

20. JUN 2024 • 20:09UDLAND

Den canadiske skuespiller Donald Sutherland er blandt andet kendt for "Hunger Games"-filmene og "M.A.S.H".

Efter en årtier lang karriere med både helte- og skurkeroller er den canadiske skuespiller Donald Sutherland død. Han blev 88 år.

Det skriver Sutherlands skuespillersøn, Kiefer Sutherland, på det sociale medie X torsdag aften dansk tid.

- Med et tungt hjerte må jeg fortælle, at min far, Donald Sutherland, er gået bort. Personligt mener jeg, at han er en af de vigtigste skuespillere i filmhistorien.

- Han lod sig aldrig skræmme af en rolle, om den var god, ond eller grim. Han elskede, hvad han lavede, og lavede det, han elskede, og ingen kan nogensinde bede om mere, skriver Kiefer Sutherland.

Donald Sutherland begyndte sin karriere som filmskuespiller i 1964 og medvirkede i film og serier gennem næsten 60 år.

I nyere tid er Sutherland især kendt for sin rolle i de dystopiske "The Hunger Games"-ungdomsfilm, og så sent som i 2023 - som 87-årig - medvirkede han i dramaet "Miranda's Victim".

- Pension for en skuespiller er døden. Mit arbejde vil fortsætte, indtil jeg dør, sagde han engang til magasinet The Hollywood Reporter.

Og sådan gik det stort set.

Blandt Donald Sutherlands tidlige film er "Det Beskidte Dusin", "Kellys helte", "M.A.S.H" og "Klute".

Donald Sutherland nåede også en tur forbi dansk film.

I 1986 spillede han hovedrollen i Henning Carlsens film ”Oviri”, der handler om kunstneren Paul Gaugin. I filmen spillede han blandt andet over for Sofie Gråbøl og Ghita Nørby.

Oprindeligt blev Sutherland uddannet ingeniør i Toronto i hjemlandet Canada, og sideløbende tog han også en universitetsgrad i drama.

Herefter var drømmen at blive billedhugger, men da den ikke gik i opfyldelse, rejste han som 22-årig på tværs af Atlanten for at tage en reel skuespiluddannelse i London.

Han fik små roller i britiske film og tv-serier, hvor han blandt andet blev instrueret af stjernen Roger Moore i serien "The Saint".

Her spurgte han den otte år ældre Moore, om han ikke kunne vise optagelsen fra serien til nogle producere på en film, som han håbede at få en rolle i.

Filmen var "Det beskidte dusin", og henvendelsen virkede.

Det blev Sutherlands gennembrud, og kort efter landede han også rollen som kirurgen Hawkeye Pierce i den populære krigssatire om Korea-krigen "M.A.S.H.". Og derfra rullede skuespilkarrieren.

I løbet af sin karriere modtog Donald Sutherland ingen Oscar-priser, men til gengæld fik han to Golden Globe-priser og en Emmy-pris for filmene "Citizen X" og "Path to War".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU