Skoleskyder i USA får fængsel på livstid - forældre anklages også

9. DEC 2023 • 01:53UDLAND

Fire elever blev dræbt, da Ethan Crumbley i 2021 begik et skyderi ved en high school i delstaten Michigan.

Teenageren Ethan Crumbley er fredag blevet idømt fængsel på livstid for at have skudt og dræbt fire af sine klassekammerater ved en high school i 2021.

Den dengang 15-årige Crumbley begik skyderiet 30. november 2021 med en halvautomatisk pistol, han havde fået af sin far i en tidlig julegave få dage forinden.

Seks andre elever og en lærer blev også ramt i skyderiet ved Oxford High School i delstaten Michigan.

Crumbleys forældre er desuden anklaget for uagtsomt manddrab i forbindelse med skyderiet.

Den sag markerer en af de første gange i USA, at forældrene til en gerningsperson i et skoleskyderi anklages i forbindelse med hændelsen.

Sagens dommer, Kwame Rowe, endte med at afvise forsvarsadvokaternes anmodning om senere hen at give Crumbley mulighed for prøveløsladelse.

- Hændelsen involverede omfattende planlægning, gennemgribende research, og han gennemførte hver eneste af de ting, han planlagde, lød det fra dommeren.

Ved domsafsigelsen fik Crumbley selv mulighed for at undskylde over for henholdsvis ofrene og deres pårørende, der ved retssagen detaljeret beskrev, hvordan skyderiet har påvirket deres liv.

- Det eneste, jeg vil have, er, at de mennesker, jeg har såret, får en endelig fornemmelse af retfærdighed, sagde han.

Steve St. Juliana, hvis 14-årige datter, Hana, blev dræbt, beskrev hende som en talentfuld, atletisk pige, der talte japansk, fik rene 12-taller og fremstillede hjemmelavede smykker.

- Jeg er for evigt blevet frataget chancen for at holde hende eller hendes fremtidige børn i mine arme, lød det.

To af de andre dræbte var 17 år, mens den sidste var 16 år.

Crumbley erklærede sig i august skyldig i blandt andet terrorisme med døden til følge og drab.

I den kommende tid er det hans forældre, der skal på anklagebænken. Her skal det besluttes, om de kan kendes skyldige i grov uagtsomhed ved at forære deres barn en pistol, selv om de vidste, at han havde det vanskeligt og desuden var for ung.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU