Sherif i Illinois træder tilbage efter vicesherifs drab på Sonya Massey
I juli blev en 36-årig sort kvinde ved navn Sonya Massey skudt og dræbt af politiet. Nu træder sherif tilbage.
En sherif i den amerikanske delstat Illinois siger fredag, at han vil gå på pension i slutningen af august. Det sker, efter at hans vicesherif blev fyret, anholdt og sigtet for drabet på den 36-årige sorte kvinde Sonya Massey i juli.Det siger sheriffen i Sangamon amt, Jack Campbell, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Vicesheriffen skød og dræbte Massey i hendes hjem i Springfield, efter at hun selv havde ringet til politiet, fordi hun troede, at nogen var brudt ind. Det fremgår af retsdokumenter i sagen.
Guvernøren i Illinois, J.B. Pritzker, samt andre har opfordret sheriffen til at træde tilbage, efter at den 30-årige hvide vicesherif blev fyret og sigtet for drab.
- Det står klart, at det nuværende politiske klima har gjort det stort set umuligt for mig at fortsætte i min rolle, lød det i forbindelse med opsigelsen fra Campbell.
- Vi skal ære Sonya Masseys liv ved at sikre, at der ikke er nogen andre, der bliver ofre for så tragisk og meningsløs en handling, lyder det videre.
Politiet i Illinois offentliggjorde sidste måned en video, som viser vicesheriffen affyre skud mod Massey i hendes hjem.
Der blev affyret tre skud, og et af dem ramte Massey i ansigtet. Den 30-årige vicesherif har nægtet sig skyldig i drab.
Drabet på Sonya Massey er det seneste i en række af højprofilerede sager om drab på sorte amerikanere - inklusiv George Floyd, Trayvon Martin og Roger Fortson.
Sonya Masseys familie bruger den samme advokat, som har kørt retssagerne for ovennævntes familier.
Politivold har været et stort tema i USA, særligt siden den sorte amerikaner George Floyd i 2020 blev dræbt af en hvid betjent under en anholdelse.
Episoden satte gang i bevægelsen "Black Lives Matter", som satte fokus på politivold såvel som almen diskrimination mod sorte borgere i USA.
/ritzau/