Seks Trump-tilhængere får dom for stormløb på Kongressen

21. MAR 2023 • 04:03UDLAND

Medlemmer af gruppen Oath Keepers er mandag blevet dømt for deltagelse i stormløbet på Kongressen.

Seks medlemmer af den amerikanske højreradikale gruppe Oath Keepers blev mandag dømt for deres deltagelse i stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021.

Det skriver flere amerikanske medier.

Det er den tredje retssag, der har fokus på Oath Keepers, som anses som central for planlægningen og udførelsen af det voldelige oprør.

Fire fra Oath Keepers er blevet kendt skyldige i at have deltaget i en sammensværgelse med hensigt til at afbryde Kongressen. Den dom kan give op til 20 års fængsel.

To andre fik mildere domme.

Blandt dem, der mandag blev fundet skyldige, er en kvinde i 60'erne ved navn Sandra Parker fra Ohio. Under stormløbet var hun iført camouflagetøj.

En anden af de dømte er Connie Meggs, der deltog i stormløbet med sin mand, Kelly Meggs. Han er leder af Oath Keepers i Florida.

Størstedelen af de næsten 1000 personer, der er beskyldt for at deltage i stormløbet er blevet sigtet for mindre forseelser som ulovlig indtrængen.

De alvorligste sigtelser er mod medlemmer af Oath Keepers og en anden højreradikal gruppe, Proud Boys.

Mandagens dom kommer, mens presset stiger på tidligere præsident Donald Trump. Det forlyder, at han i løbet af ugen vil blive tiltalt for at have betalt penge til en pornoskuespiller for at tie om deres påståede seksuelle relation.

Trump bliver også efterforsket af det amerikanske justitsministerium for sin rolle i stormløbet 6. januar 2021.

Ved stormløbet havde demonstranter samlet sig foran Kongressen.

De bevægede sig mod kongresbygningen, efter at republikaneren Donald Trump, der havde tabt valget til demokraten Joe Biden, havde holdt en brandtale ved Det Hvide Hus.

Her sagde Trump blandt andet, at de skulle tage landet tilbage og "kæmpe som ind i helvede".

Demonstranterne røg i klammeri med politiet og endte med at trænge ind i Kongressen. Flere personer døde i forbindelse med urolighederne.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU