KØB ABONNEMENT

Schweizerne stemmer nej til strengere neutralitet

UDLAND • 27. SEP 2026 • 16:17

Schweizerne har søndag forkastet et lovforslag, der ville blokere for, at landet kan samarbejde med Nato.

Schweiziske vælgere har med et flertal på 70 procent nedstemt et forslag om at indføre strengere regler for landets neutralitet.

Det viser den stort set færdige optælling fra alle landets kantoner ifølge det schweiziske statistikkontor.

Forslaget lød blandt andet på, at det skulle være umuligt for Schweiz at indføre økonomiske sanktioner mod andre lande og at samarbejde med Nato.

Schweiz' neutralitet har været internationalt anerkendt siden slutningen på Napoleonskrigene i 1815. Men det er ikke nedskrevet, hvordan regeringen skal implementere den.

Hvis forslaget var blevet vedtaget, ville en definition af neutralitet blive skrevet ind i landets forfatning.

Schweizisk Folkeparti (SVP) har støttet forslaget og sagt, at Schweiz' traditionelle position er blevet eroderet, efter at regeringen har indført sanktioner mod Rusland efter fuldskalainvasionen af Ukraine.

Op til folkeafstemningen har meningsmålinger vist, at de fleste er imod forslaget.

Forslaget ville have betydet, at det skulle skrives ind i forfatningen, at Schweiz ikke kan tilslutte sig eller samarbejde med nogen militær- eller forsvarsalliance, medmindre landet bliver angrebet.

Desuden skal landet heller ikke kunne tilslutte sig sanktioner, medmindre de er godkendt af FN.

Fabio Wasserfallen, der er professor i europæisk politik på universitetet i Bern, siger til Reuters, at de schweiziske vælgere godt kan lide neutralitet, men at de også er tilfredse med, hvordan regeringen implementerer det.

- De er også generelt tilhængere af sanktionerne mod Rusland på grund af krigen i Ukraine og vil ikke have, at det ændrer sig, siger han.

Ser man bort fra SVP, er de fleste partier samt regeringen imod forslaget.

Udenrigsminister Ignazio Cassis har sagt, at det kan skade den nationale sikkerhed og forhindre Schweiz i at træne sammen med Nato, hvis forslaget bliver til virkelighed.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT