Schweiz leverer tre mumier tilbage til Bolivia

20. NOV 2023 • 20:13UDLAND

Bolivia er blevet overdraget tre ældgamle mumier fra et schweizisk museum, så de kan vende retur til landet.

Tre flere hundrede år gamle mumier er mandag blevet overdraget til Bolivia, hvor de oprindeligt kommer fra.

Det sker, efter at et schweizisk museum har besluttet at levere dem tilbage, da de var blevet erhvervet uden samtykke fra deres oprindelige ejere.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De tre mumier blev officielt overdraget til den bolivianske kultur- og afkoloniseringsminister, Sabina Orellana Cruz, under en ceremoni på Genèves etnografiske museum (MEG).

- Det, vi søger her, ud over restitutionen, er etisk erstatning, siger museumsdirektør Carine Ayele Durand til deltagerne ifølge AFP.

Ifølge MEG stammer de tre mumificerede mennesker fra et område omkring den højtliggende mineby Coro Coro, der ligger 4020 meter over havets overflade, sydvest for La Paz.

De stammer fra før inkaernes kulturelle dominans i Sydamerika.

I en sammenkrøbet stilling er de tre mumificerede lig - to voksne og et barn - og deres ligklæder lavet af flettede plantefibre blevet skånsomt placeret inde i trækasser stemplet med et diplomatisk segl.

Således er de nu klar til at vende tilbage til Bolivia.

- Det er en fundamental begivenhed for vores stater og vores folk, siger den bolivianske minister Sabina Orellana Cruz ifølge det schweiziske medie Swissinfo.

Ceremonien blev ifølge det schweiziske medie sendt direkte på boliviansk stats-tv.

Det er ikke første gang, at det schweiziske museum leverer historiske genstande tilbage til de lande, som de oprindeligt kommer fra.

Museet har indtil videre modtaget tre anmodninger om den slags returneringer.

Mandagens ceremoni blev blot anden gang, at museet har returneret menneskelige rester.

I 2014 valgte MEG at efterkommen en lignende anmodning fra maorierne i New Zealand.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU