Russiske styrker afværger missilangreb mod Krim

25. SEP 2023 • 21:58UDLAND

Trafikken er stoppet på broen mellem den besatte Krim-halvø og Rusland. Missil er skudt ned ved lufthavn.

Russisk militær har mandag aften afværget et missilangreb mod byen Sevastopol på halvøen Krim.

Det meddeler den russisk indsatte guvernør, Mikhail Razvozjajev, ifølge Reuters.

- Ifølge de foreløbige oplysninger har styrker fra luftforsvaret skudt et missil ned nær Belbek-lufthavnen. Arbejdet fortsætter, skrev han mandag aften på beskedtjenesten Telegram.

Kort forinden var trafikken på Kertj-broen, der forbinder Krim-halvøen med Rusland, midlertidigt blevet stoppet.

Det oplyste operatøren af broen ifølge Reuters. Der blev ikke angivet en årsag.

Sent mandag aften var trafikken imidlertid i gang igen.

Tidligere mandag var der luftalarm i Sevastopol, meddeler guvernøren. Den kunne ligeledes afblæses ud på aftenen.

Rusland invaderede Krim-halvøen i 2014 og tog kontrol med den.

Ukraines nuværende regering under præsident Volodymyr Zelenskyj har flere gange sagt, at den har som mål at befri Krim-halvøen og andre russisk besatte dele af Ukraine.

I juli blev Kertj-broen ramt af et angreb, der delvist ødelagde den. To personer blev dræbt ved det angreb, som Rusland beskylder Ukraine for at stå bag.

Ukrainske styrker har ved flere andre lejligheder skudt mod broen og andre vigtige mål i og omkring Krim.

Det er kun tre dage siden, at mindst ét ukrainsk missil ramte den russiske sortehavsflådes hovedkvarter i Sevastopol.

Ukraine meddelte tidligere mandag, at Ruslands øverstkommanderende for sortehavsflåden, Viktor Sokolov, døde i fredagens angreb.

Det er ikke bekræftet fra russisk eller anden side.

Ligeledes mandag aften meddeler guvernøren i den russiske region Belgorod, at syv ukrainske droner er skudt ned.

Belgorod-regionen ligger tæt ved grænsen til Ukraine.

Der er ingen dræbte eller sårede ved droneangrebet, tilføjer guvernøren, Vjatjeslav Gladkov.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU