Russiske flådeskibe og atomubåd lægger til i Cubas hovedstad

12. JUN 2024 • 23:04UDLAND

Professor ser russiske krigsskibes besøg i Cuba som en lille advarsel fra Putin til Biden.

Flere skibe fra den russiske flåde og en atomubåd har onsdag lagt til i Cubas hovedstad, Havana, kun cirka 160 kilometer fra Key West i Florida.

Både USA og Cuba har sagt, at skibene ikke udgør en trussel, men flere ser skibene som et signal fra Rusland til USA.

Nysgerrige tilskuere, fiskere og politi kiggede ud mod vandet, da skibene var på vej ind.

Cuba - som længe har været allieret af Rusland - afgav kanonsalut for skibene, mens russiske diplomater havde medbragt russiske flag og tog selfier.

Fregatten "Admiral Gorsjkov" og ubåden "Kazan" ledsages af en slæbebåd og et tankskib.

Cuba kaldte sidste uge visitten for et helt rutinemæssigt besøg fra venlige lande.

Den cubanske regering har sagt, at skibene ikke bærer atomvåben. Det har også amerikanske embedsmænd sagt.

William Leogrande, som er professor ved American University i Washington D.C. med speciale i amerikansk udenrigspolitik og latinamerikanske forhold, ser dog ikke besøget som fuldstændig harmløst.

- De russiske krigsskibe er Putins måde at minde Biden om, at den russiske regering kan udfordre den amerikanske regering i dens egen indflydelsessfære, siger Leogrande.

Under Den Kolde Krig spillede Cuba en vigtig rolle i forholdet mellem USA og Sovjetunionen.

Det caribiske ørige var i 1962 omdrejningspunktet i en atomkrise, da det var blevet klart for amerikanerne, at Rusland i hemmelighed var ved at bygge affyringsramper til atomraketter i Fidel Castros Cuba.

Dengang var verden snublende nær en atomkrig.

Relationer mellem Cuba og Rusland er blevet tættere siden et møde i 2022 mellem den cubanske præsident, Miguel Díaz-Canel, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

De to mødtes også sidste måned til den store militærparade 9. maj på Den Røde Plads i Moskva.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT