Russisk offensiv dræber 11 efter ja til kampvogne til Ukraine

26. JAN 2023 • 16:02UDLAND

Borgmesteren i Kyiv har bedt folk om at blive i beskyttelsesrum efter flere eksplosioner i hovedstaden.

Rusland har torsdag sendt en stribe af krydserraketter og droner mod mål over store dele af Ukraine.

Angrebene har kostet mindst 11 personer livet. Det oplyser Ukraines statslige nødberedskabstjeneste ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Derudover er 11 personer kommet til skade, lyder det.

De russiske angreb har i alt ramt 35 bygninger på tværs af 11 ukrainske regioner, oplyser beredskabet til ukrainsk tv.

Borgmesteren i Kyiv, Vitalij Klitsjko, bad tidligere torsdag folk om at blive i beskyttelsesrum efter flere eksplosioner i byen.

- Eksplosioner i Kyiv! Forbliv i beskyttelsesrum, skriver han på mediet Telegram.

I den centrale region Vinnytsja er flere raketter slået ned.

- I adskillige regioner og i særdeleshed i Vinnytsja er der nedslag fra russiske raketter, siger en talsmand for luftvåbnet på ukrainsk tv.

Den russiske optrapning kommer, efter at der de seneste dage er skabt konsensus i Nato om at sende et større antal tyskproducerede kampvogne, Leopard 2, til Ukraine. Men også andre typer kampvogne er undervejs.

De vil kunne sætte de russiske styrker i det østlige og sydlige Ukraine under yderligere pres.

Tyskland har torsdag meddelt, at de tyske kampvogne vil nå til Ukraine i marts.

Rusland siger, at leveringen af kampvogne til Ukraine er et bevis på et direkte og stigende europæisk og amerikansk engagement i krigen.

- Ved i det 21. århundrede at bruge det nazistiske marionetstyre har det kollektive Vesten begivet sig ud på et korstog mod Rusland.

Det siger lederen for det russiske sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, ifølge nyhedsbureauet Tass.

Lidt tidligere blev det meddelt fra ukrainsk side, at man hen over natten havde nedskudt 24 droner, der er fremstillet i Iran.

- Angrebs-UVA's (droner red.) blev affyret fra den østlige del af Det Azovske Hav. Ifølge de foreløbige informationer brugte fjenden 24 Shaheds, lyder det fra den ukrainske hær.

- Alle 24 blev ødelagt, fremgår det.

De ubemandede iranske fly, Shahed-132, er udstyret med en større sprængladning. Den kan forårsage større ødelæggelser, når dronerne rammer deres mål.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU