Ruslands svar på Google melder igen om droneangreb
- Jeg kan overhovedet ikke få noget til at virke, siger Yandex-chaufføren Jevgenij efter melding om angreb.
Endnu engang er et datacenter, der tilhører den russiske teknologivirksomhed Yandex, blevet ramt af et droneangreb.Det oplyser selskabet søndag.
Der er tale om det tredje rapporterede angreb mod Yandex de seneste dage.
Brugere siger til nyhedsbureauet AFP, at flere apps fra selskabet ikke fungerer.
Yandex, der ofte omtales som Ruslands svar på Google, driver landets mest populære søgemaskine samt apps til at bestille mad og taxaer.
- Jeg kan overhovedet ikke få noget til at virke, siger Jevgenij, der er chauffør og anvender selskabets samkørselstjeneste.
- Jeg har aldrig før set noget som det her. Det er ikke sket de seneste fem år. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, fortsætter han.
Torsdag meldte Yandex om et angreb mod et datacenter i Rjazan-regionen i Rusland, og fredag var det i Kaluga.
Denne gang meldes der om et angreb i Vladimir øst for Ruslands hovedstad, Moskva.
- Som følge af droneangrebet blev infrastruktur ødelagt på Yandex-datacenteret i Vladimir, skriver selskabet i en serviceopdatering på Telegram.
Der er ikke nogen sårede, siger Yandex, og beredskaberne er på stedet, lyder det.
- Driften på datacenteret er blevet suspenderet helt, skriver Yandex.
Angrebet mod datacenteret kommer, mens Ukraine og USA er i strid om ukrainske angreb på russiske olieanlæg.
USA vil have, at Ukraine stopper, mens Ukraine kræver, at også Rusland skruer ned for sine angreb, før det ukrainske militær vil gøre noget tilsvarende.
RITZAU/AFP
