Ruslands opposition er i stumper og stykker uden Navalnyj
Aleksej Navalnyjs død har efterladt en splittet og skræmt opposition. Flere tør i dag knap nævne hans navn.
Det er i dag stadig uvist, hvad der helt præcist skete, da den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyj for et år siden døde i en sibirisk straffekoloni.Den 47-årige oppositionsleder havde egentlig virket rask og ved godt mod, da han få dage før sin død havde haft besøg af sin mor. Alligevel kunne russiske myndigheder den 16. februar 2024 fortælle, at han havde mistet livet.
Dermed mistede den russiske opposition sin ledestjerne, og præsident Vladimir Putin fik pludselig lidt mere ro til at regere.
Et år efter Navalnyjs død er det ikke lykkedes for Ruslands opposition at finde et nyt samlingspunkt. Tværtimod fremstår Ruslands opposition både fragmenteret, skræmt og ikke mindst svækket.
Det skriver det tyske medie Deutsche Welle (DW) og nyhedsbureauet AFP.
DW har talt med blandt andre Maxim Reznik, en tidligere russisk politiker, der er flygtet til udlandet efter at have kritiseret det russiske styre.
Ifølge ham var præsident Putin involveret i Navalnyjs død.
- Jeg tror, at Putins mål var at sende chokbølger gennem samfundet, og drabet på Navalnyj var også et forsøg på at dræbe alt håb (i oppositionen, red.).
- Mange er i dag modløse, skuffede, uden forhåbninger og har gennemgået store pinsler, lyder det fra den tidligere oppositionspolitiker.
Det er ikke bevist, at Ruslands styre havde noget at gøre med Navalnyjs død.
Navalnyj blev anholdt i januar 2021, da han vendte hjem fra et hospital i Berlin. Her var han blevet behandlet, efter at han ifølge FN-eksperter var blevet forgiftet om bord på et russisk passagerfly i august 2020.
Før anholdelsen - og den efterfølgende fængsling - var Navalnyj en aktiv oppositionspolitiker i Rusland. Hans demonstrationer tiltrak ofte store menneskemængder og udløste også tit adskillige anholdelser.
Særligt unge russere bakkede op om Navalnyj. I dag fortæller flere unge russere dog, at de knap tør nævne hans navn.
- Unge mennesker er bange for at snakke om den her person, siger den 24-årige keramiker Victoria, som AFP har talt med.
- Der er ingen, der vil have problemer. Unge mennesker er i dag meget apolitiske og prøver at undgå at snakke om de her ting, lyder det.
Hun bakkes op af den 22-årige studerende Fyodor. Han siger, at han kun tør tale med sine venner om Navalnyj, når de befinder sig i en lukket kreds.
- Selv om offentligheden fortrænger mindet om ham, så vil han for mig stadig være den person, der rent faktisk prøvede, siger han.
Navalnyjs enke, Julija Navalnaja, har det seneste år fortsat sin mands kamp mod præsident Vladimir Putin og det russiske styre.
/ritzau/