KØB ABONNEMENT

Rusland melder klar til at genoptage forhandlinger med USA og Ukraine

UDLAND • 21. OKT 2026 • 16:49

Fra midt i november kan forhandlinger mellem USA, Ukraine og Rusland blive en realitet, siger Putinrådgiver.

Rusland er klar til at genoptage forhandlinger med USA og Ukraine fra næste måned.

Det oplyser Jurij Usjakov, der er rådgiver for den russiske præsident, Vladimir Putin, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vores præsident har orienteret Steve Witkoff om, at vi i princippet er klar til at fortsætte de nævnte forhandlinger, lyder det fra rådgiveren, der peger på Abu Dhabi som en mulig lokation.

Han tilføjer desuden, at møderne kunne finde sted i midten af november, og at "hovedemnet vil være opbygning af sikkerhed efter konfliktens afslutning".

Meldingen fra russerne kommer samme dag, som den særlige amerikanske udsending Steve Witkoff mødtes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det skete i den russiske storby Sankt Petersborg. Her havde Witkoff taget nogle "idéer" til at opnå fred i Ukraine med til Putin.

- Vi har taget nogle papirer med, sagde Witkoff til Putin ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er nogle idéer i virkeligheden - en slags fredsaftale mellem Rusland og Ukraine - og du kan læse det, når det passer dig, fortsatte den amerikanske udsending.

Det lød desuden fra Witkoff, at han håbede, at Putin ville overveje at genoptage forhandlinger mellem Rusland, USA og Ukraine.

- En ting, som jeg håber på at lykkes med i dag, er at have nogle samtaler mellem os om potentielt at genoptage de trilaterale drøftelser mellem Ukraine og Rusland og USA, sagde Witkoff ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De seneste af den slags møder mellem landene fandt sted i februar.

Dagen forinden mødet med Putin var Witkoff i Oslo for at mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Derudover var både Finlands præsident, Alexander Stubb, og Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, med i mødet.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT