Rusland løslader fange kort før forhandlinger med USA
Russisk talsperson fortæller om årsag til løsladelse af fange, at forholdet til USA skal repareres.
Rusland har løsladt den amerikanske fange Kalob Byers Wayne for at vise god vilje forud for forhandlinger tirsdag i Saudi-Arabien mellem Rusland og USA om krigen i Ukraine.Det skriver den amerikanske avis The New York Times.
Den 28-årige amerikaner blev anholdt 7. februar i en lufthavn i Moskva. Ifølge den russiske anklage havde han en lille mængde cannabis på sig.
På et spørgsmål om løsladelsen af Kalob Byers Wayne siger Dmitrij Peskov, talsperson for det russiske præsidentkontor, at tirsdagens møde skal reparere på forholdet mellem Rusland og USA, og at "visse begivenheder skal læses i denne kontekst".
Løsladelsen af den amerikanske fange blev allerede beskrevet mandag af medier som ABC News og nyhedsbureauet AFP.
Kalob Byers Wayne blev anholdt for halvanden uge siden, på et tidspunkt hvor USA og Rusland forhandlede om en løsladelse af den amerikanske skolelærer Marc Fogel.
Fogel ankom i sidste uge til USA og blev modtaget af præsident Donald Trump i Det Hvide Hus. USA sendte den russiske fange Alexander Vinnik den modsatte vej.
På tirsdagens møde i Saudi-Arabien skal Rusland og USA forsøge at finde mulige løsninger på krigen i Ukraine.
Mandag landede USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i hovedstaden, Riyadh.
Med sig ved bordet tirsdag eftermiddag har Rubio USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, og Steve Witkoff, der er amerikanernes udsending til Mellemøsten.
Rusland stiller på mødet med udenrigsminister Sergej Lavrov samt Yuri Ushakov, der er udenrigspolitisk rådgiver for Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ukraine deltager ikke i mødet i Saudi-Arabien, meddelte præsident Volodymyr Zelenskyj mandag.
- Ukraine vidste ikke noget om det (mødet red.).
- Ukraine anser ikke nogle forhandlinger uden ukrainsk deltagelse som noget, der vil have et resultat, vi kan anerkende, sagde Zelenskyj.
/ritzau/