Rusland indtog i 2024 et areal svarende til Fyn og Lolland
Særligt i efteråret er Rusland rykket frem. I oktober og november i et tempo ikke set siden krigens start.
Rusland indtog i 2024 et areal i Ukraine på 3985 kvadratkilometer.Det viser en analyse lavet af nyhedsbureauet AFP på baggrund af data fra tænketanken Institute for the Study of War (ISW).
Det svarer til knap en tiendedel af Danmarks areal, som er 42.924 kvadratkilometer - eller cirka Fyn og Lolland, der tilsammen har et areal på omkring 4200 kvadratkilometer.
En stor del af fremrykningen skete i efteråret. Rusland indtog 610 kvadratkilometer i oktober og 725 kvadratkilometer i november.
De to måneder har også været de måneder, hvor Rusland har indtaget mest land siden begyndelsen af krigen.
Den russiske fremrykning mistede noget tempo i december, hvor der blev indtaget 465 kvadratkilometer land i de første 30 dage.
Men det er stadig et højere tempo end i mange andre perioder i løbet af krigen.
Det er fire gange mere end i samme måned året forinden, og det er næsten to og en halv gange mere end i december 2022.
Næsten tre fjerdedele af det territorie, som Rusland indtog i Ukraine i 2024, er i den østligt beliggende Donetsk-region.
Rusland kontrollerer eller befinder sig nu i omkring 70 procent af regionen. Ved slutningen af 2023 drejede det sig om 59 procent.
2024 blev dog også præget af det overraskende ukrainske indtog i den russiske Kursk-region.
Her begyndte Ukraine en stor offensiv i begyndelsen af august. Da de ukrainske fremrykninger var på deres højeste, havde Ukraine indtaget omkring 1320 kvadratkilometer land i Kursk.
Men det område er siden blevet mere end halveret, og Rusland har blandt andet sat nordkoreanske soldater ind i området.
Ukraine vurderes per 30. december at operere i et område på omkring 482 kvadratkilometer i Kursk.
/ritzau/AFP