Rusland erklærer Estlands premierminister eftersøgt

13. FEB 2024 • 16:58UDLAND

Premierminister Kaja Kallas har været fjendtlig over for Rusland, hævder talsmand for det russiske styre.

Rusland efterlyser Estlands premierminister, Kaja Kallas, samt den højtstående estiske embedsmand Taimar Peterkop.

Rusland vil også have fat i Litauens kulturminister, Simonas Kairys.

Det fremgår af en database hos Ruslands indenrigsministerium.

Talsmand for Kreml Dmitrij Peskov bekræfter efterlysningen på et pressemøde.

Kaja Kallas er eftersøgt på grund af "fjendtlige handlinger" over for Rusland og "vanhelligelse af den historiske hukommelse", forklarer han.

Det er ifølge Reuters foreløbig uklart, hvad Kaja Kallas og de øvrige baltiske topfolk konkret skal have gjort.

Dog skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at de er mistænkt for at have ødelagt monumenter, der forestiller sovjetiske soldater.

Tass henviser til oplysninger fra en unavngiven kilde.

Det er ikke lykkedes Reuters at få en kommentar fra Kaja Kallas' kontor.

Reuters har også bedt om en kommentar fra Simonas Kairys. Men den litauiske kulturministers talsperson kan ikke bekræfte, at Kairys er efterlyst.

De baltiske lande var sammen med Rusland en del af Sovjetunionen.

Landene har annonceret, at de planlægger at fjerne monumenter, der stammer fra sovjettiden.

Tilbage i 2022 sagde Estlands premierminister, at de estiske myndigheder ville fjerne mellem 200 og 400 af den type monumenter.

Som modsvar iværksatte Rusland en politiefterforskning af sagen.

Med efterlysningen risikerer de baltiske politikere at blive anholdt, hvis de kommer ind på Ruslands territorium.

Efterlysningen har ingen praktisk betydning uden for Rusland.

Det er langtfra første gang, at baltiske politikere er blevet erklæret eftersøgt af de russiske myndigheder.

Adskillige politikere fra Estland, Letland og Litauen er i forvejen efterlyst. Det gælder både byrådspolitikere og politikere fra de nationale parlamenter.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT