Rusland afviser ukrainsk Nato-medlemskab efter åbning fra Zelenskyj
Ukraines præsident har åbnet for en aftale, hvor Ukraine foreløbigt afstår dele af landet mod Nato-optagelse.
Det vil være en "uacceptabel trussel" mod Rusland, hvis Ukraine bliver indlemmet i forsvarsalliancen Nato.Sådan lyder det fra talsmand for det russiske styre, Kreml, Dmitrij Peskov på et pressemøde tirsdag formiddag.
- Sådan en potentiel beslutning er uacceptabel for os, fordi det vil være en begivenhed, der truer os, siger Dmitrij Peskov ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har foreslået en ny våbenhvileaftale.
Forslaget indebærer, at de ukrainske områder, der i dag ikke er under russisk kontrol, bliver optaget i Nato.
Til gengæld kan Rusland fortsat have kontrol over dele af Ukraine.
Zelenskyjs bud på en våbenhvileaftale blev fremlagt i et interview med det britiske medie Sky News fredag.
Formålet med hans bud på en våbenhvile skal være at afslutte "krigens varme fase". Det vil ifølge Zelenskyj give mulighed for at forhandle videre om de russisk-besatte områder i det østlige Ukraine.
- Hvis vi vil stoppe krigens varme fase, skal vi have den del af Ukraine, som vi har kontrol over, under Natos paraply.
- Vi skal gøre det hurtigt. Og hvad angår de besatte dele af Ukraine, kan vi få dem tilbage på diplomatisk vis, sagde Zelenskyj til Sky News.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, siger tirsdag, at en fredsløsning for Ukraine skal være "en god aftale", og at en fredsaftale skal give et signal om, at militær aggression mod nabolande ikke betaler sig.
Han peger på, at Ukraine lige nu primært har brug for militærstøtte, så landet kan stå stærkest muligt forud for de fredsforhandlinger med Rusland, som Zelenskyj har åbnet for.
- Fronten flytter sig langsomt. Desværre ikke fra vest mod øst, men fra øst mod vest, siger Rutte på et pressemøde i Bruxelles.
- Det har dog store omkostninger for Rusland, som vi nu vurderer, har tættere på 700.000 end 600.000 dræbte og sårede. Så Rusland betaler høj pris. Men fronten bevæger sig, så vi skal styrke Ukraine.
Krigen i Ukraine har foreløbig varet to år og ti måneder.
Ud over Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014, kontrollerer Rusland dele af regionerne Donetsk, Kharkiv, Kherson, Luhansk, Mykolajiv og Zaporizjzja.
/ritzau/