Ron DeSantis vil som kandidat lede Republikanernes comeback

25. MAJ 2023 • 00:45UDLAND

DeSantis vil være Republikanernes præsidentkandidat ved valget næste år, siger han i en valgvideo på Twitter.

Guvernør i den amerikanske delstat Florida Ron DeSantis bekræfter som ventet, at han stiller op i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Det sker i en video offentliggjort på Twitter kort efter midnat torsdag dansk tid.

Allerede tirsdag bekræftede DeSantis' politiske stab, at han onsdag aften amerikansk tid ville offentliggøre sit kandidatur under en livestreamet samtale på Twitter med det sociale medies administrerende direktør, Tesla-milliardæren Elon Musk.

Der var dog problemer med lyden til online-arrangementet, og derfor kom bekræftelsen i en kampagnevideo i stedet.

Tidligere onsdag indgav DeSantis desuden de papirer, der skal til, for at han kan stille op som kandidat ved det republikanske primærvalg, til den amerikanske valgkommission.

I en video offentliggjort på Twitter natten til torsdag dansk tid siger 44-årige Ron DeSantis, at han stiller op "for at stå i spidsen for vores store, amerikanske comeback".

- Vores grænser er en katastrofe, kriminalitet hærger vores byer, den føderale regering gør det svært for familier at få enderne til at mødes, og præsidenten vakler, indleder han sin kampagnevideo.

- Men nedgang er et valg. Succes er opnåeligt. Og frihed er værd at kæmpe for. Vi må have fornuften og normaliteten tilbage i samfundet og integriteten tilbage til vores institutioner, fortsætter han.

- Jeg er Ron DeSantis, og jeg stiller op som præsidentkandidat for at lede vores store, amerikanske comeback.

Ron DeSantis blev ved det amerikanske midtvejsvalg i november genvalgt til en anden embedsperiode som guvernør i Florida.

Hans stigende popularitet og fundraising-evner gør ham ifølge iagttagere til Donald Trumps største rival i kampen om den republikanske nominering.

De tekniske problemer ved det højtprofilerede Twitter-arrangement med Musk og DeSantis er ikke gået ubemærket hen hos præsident Joe Biden, der genopstiller for Demokraterne ved valget den 5. november næste år.

- Dette link virker, skriver Joe Biden på Twitter efterflugt af et link til en hjemmeside, hvor folk kan donere penge til hans og vicepræsident Kamala Harris' valgkampagne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU