Robert Kennedy Jr: Jeg efterlod en død bjørneunge i Central Park
Uafhængig amerikansk præsidentkandidat afslører, at han efterlod en død bjørneunge i kendt park i New York.
Den uafhængige amerikanske præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. efterlod i 2014 en død bjørneunge i den kendte park Central Park, som ligger på Manhattan i den amerikanske storby New York City.Det erkender præsidentkandidaten i en video på sociale medier, efter at han af en journalist er blevet bedt om at bekræfte historien.
Robert F. Kennedy Jr. siger i videoen, at han var bekymret for at blive afsløret, fordi han havde skjult bjørneungen under en cykel, som han havde sat sine fingeraftryk på.
- Heldigvis døde historien efter et stykke tid, og den forblev død i et årti derefter.
- The New Yorker har på en eller anden måde fundet ud af det, og de skriver en stor artikel om det, og det er en af historierne i den. Så de, faktatjekkerne, har spurgt om den. Det er dårlig presse, siger han i videoen, hvor han også fortæller historien.
Kennedy fortæller, at han i 2014 var på vej til den nordlige del af delstaten New York, hvor han skulle på falkejagt med sine kammerater.
En varevogn, som kørte foran ham, ramte en bjørneunge.
- Jeg holdt ind til siden, samlede bjørnen op og lagde den i bagagerummet. Jeg havde tænkt mig at flå den. Den var i god stand, og jeg ville have kødet i køleskabet.
- Det må man gerne i delstaten New York. Man kan få en jagttilladelse til bjørne, som dækker road kill (dyr, som er blevet dræbt i trafikken, red.).
Falkejagten trak ud, og Robert F. Kennedy Jr kom sent tilbage til New York City, hvor han skulle til et middagsarrangement.
Middagen trak ligeledes ud, og på et tidspunkt blev det så sent, at Robert F. Kennedy Jr ikke kunne nå hjem til sit hus i Westchester, men i stedet måtte køre direkte til lufthavnen.
- Bjørnen var stadig i bagagerummet, og jeg ville ikke efterlade den der. Det havde været skidt, siger han.
Han forklarer, at han besluttede sig for at efterlade bjørnen i parken Central Park. Han skjulte bjørnen under en gammel cykel, som han havde liggende i sit bagagerum.
- Vi får det til at ligne, at den er blevet ramt af en cyklist, sagde jeg til mine venner, forklarer Robert F. Kennedy Jr.
- Der havde været en række trafikuheld med cyklister i New York. De havde lige etableret cykelstier, og et par mennesker var blevet dræbt, og hver dag kom folk slemt til skade. Pressen skrev om det dagligt.
Bjørnen blev fundet 6. oktober af en kvinde, som var ude for at lufte sin hund. Det lykkedes aldrig myndighederne at komme til bunds i, hvordan den endte i Central Park.
Den 70-årige Kennedy er fra en af USA's mest berømte politiske familier. Han er tidligere præsident John F. Kennedys nevø, og han er søn af USA's tidligere justitsminister Robert F. Kennedy.
70-årige Robert F. Kennedy Jr har i forsøget på at blive præsidentkandidat fået støtte fra blandt andre den højreorienterede radiovært Alex Jones og Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.
Kennedy har udtalt, at trådløst internet forårsager kræft og en "hjerne, der lækker". Han har også beskyldt antidepressiv medicin for at være skyld i skoleskyderier.
/ritzau/