Rektor på Columbia University trækker sig efter stormvejr

29. MAR 2025 • 04:21UDLAND

Katrina Armstrong stopper som rektor på Columbia University, som er blevet frataget bevilling af Donald Trump.

Den midlertidige rektor på Columbia University, Katrina Armstrong, har valgt at fratræde sin stilling.

Det meddeler topuniversitetet, der er beliggende i New York, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der oplyses ingen grund til beslutningen, der kommer, efter at uddannelsesinstitutionen har været genstand for kritik fra præsident Donald Trumps administration.

For tre uger siden annullerede regeringen en bevilling på 400 millioner dollar til universitetet. Det svarer til cirka 2,7 milliarder danske kroner.

Trump-administrationen mener ikke, at universitetet gør nok for at bekæmpe antisemitisme, efter at der i 2024 foregik propalæstinensiske demonstrationer på universitetet som følge af krigen i Gaza.

Universitetet er af regeringen desuden blevet anklaget for at være for passiv i forhold til chikane af jødiske studerende.

I sidste uge gik Columbia University med til at foretage en række ændringer i universitetets politik for at imødekomme krav fra Trump-administrationen.

Universitetet har blandt andet gjort det forbudt at bære mundbind på campus, så personer ikke kan skjule deres identitet under demonstrationer.

Ved fremtidige demonstrationer på campus skal deltagere desuden identificere sig.

Katrina Armstrongs forgænger Minouche Shafik trådte i august sidste år tilbage ovenpå en periode med store Gaza-demonstrationer, mens Armstrong blev konstitueret rektor.

Armstrong stopper ikke helt og skal fremover lede universitetets medicinske afdeling.

Claire Shipman, der er viceformand i bestyrelsen, indsættes som midlertidig rektor, mens Columbia University leder efter en permanent fremtidig rektor.

Columbia University er en del af Ivy League, som er en gruppe prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT