Rapport: Fire fraktioner hjalp Hamas med krigsforbrydelser i Israel
Overraskelsesangreb på Israel blev udført af fem palæstinensiske bevægelser, konkluderer Human Rights Watch.
Mindst fem palæstinensiske organisationer samarbejdede om angrebet på Israel 7. oktober sidste år.Det fastslår organisationen Human Rights Watch i en omfattende rapport, der er udgivet onsdag morgen.
Udover den militante bevægelse Hamas deltog væbnede styrker fra Islamisk Jihad, Den Demokratiske Front for Palæstinas Befrielse, Folkefronten for Palæstinas Befrielse samt al-Aqsa-martyr-brigaderne.
Sidstnævnte blev anset for at være det politiske parti Fatahs militære afdeling, da Yasser Arafat ledede partiet frem til 2004. Fatah sad - og sidder stadig - på magten i Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden.
I 2007 blev al-Aqsa-martyr-brigaderne sammen med andre militante bevægelser på Vestbredden formelt opløst af Det Palæstinensiske Selvstyre, men organisationen fortsatte sine aktiviteter, har stadig forbindelser til Fatah og anses for at være politisk på linje med partiet.
De fem organisationer, som deltog i angrebet på Israel, er ifølge Human Rights Watch alle medlemmer af et fælles operationsforum i Gaza.
I dette forum samarbejder de om træning til samt planlægning og udførelse af væbnede operationer mod Israel.
Human Rights Watch har primært identificeret de fem bevægelser og deres medlemmer ud fra billede- og videomateriale. Det stammer fra overvågningskameraer og kameraer, som de militante selv bar på deres tøj.
En del af gerningsmændene var iført pandebånd i særlige farver, som indikerede, hvilken fraktion de tilhørte.
Human Rights Watch konkluderer, at de fem bevægelser gik målrettet efter civile ved angrebet 7. oktober - uanset de civiles køn og alder.
Hamas har ellers tidligere hævdet, at bevægelsen forsøgte at skåne netop kvinder, børn og ældre. Men det afviser Human Rights Watch.
De i alt fem palæstinensiske organisationer begik krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved angrebet, fremgår det af rapporten.
De affyrede skud mod civile, der forsøgte at flygte. De kastede granater og affyrede skud ind i beskyttelsesrum i israelske byer og kibbutzer.
De satte ild til civile hjem, brændte og kvalte beboerne og skød dem, der undslap ilden, eller tog dem til fange. Derudover begik de militante seksuelle overgreb, konkluderer Human Rights Watch.
I arbejdet med rapporten har Human Rights Watch interviewet 144 personer, som er henholdsvis vidner til angrebet, familiemedlemmer til ofrene, redningsmandskab og sundhedspersonale.
Derudover har organisationen analyseret over 280 billeder og videoer, der blev taget og optaget under angrebet og efterfølgende offentliggjort på sociale medier eller delt direkte med Human Rights Watch.
Ved angrebet 7. oktober blev cirka 1200 mennesker slået ihjel - herunder blev 260 primært unge dræbt på en musikfestival. Derudover blev 250 personer taget som gidsler.
/ritzau/