Rapperen Diddy skal forblive fængslet efter tiltale for menneskehandel
Sean "Diddy" Combs er blevet tiltalt for menneskehandel og afpresning. Han nægter sig skyldig i anklagerne.
Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs forbliver varetægtsfængslet, efter at han mandag blev anholdt og tirsdag tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution.Det har en dommer afgjort ved et retsmøde på Manhattan tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed får den 54-årige rapper, der også har været kendt under navnet "Puff Daddy", ikke mulighed for at blive løsladt mod kaution.
Dommeren afviste Combs anmodning om kaution med begrundelsen, at hun var bekymret for en magtubalance i sagen, hvor folk er "udsat for tvang".
Tiltalen om menneskehandel er et ud af tre tiltalepunkter, der tirsdag blev fremlagt ved retsmødet i New York.
Combs har erklæret sig ikke-skyldig i alle tiltalepunkter.
Anklagerne siger, at Combs har brugt sin magt, ressourcer og ansatte til at skabe et kriminelt imperie, hvor han har kunnet misbruge sine ofre.
Han har ifølge tiltalen skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret i" en række forbrydelser.
Forbrydelserne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.
De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift går tilbage til 2009 og frem til 2024
Heri lyder det, at han i årevis skulle have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".
Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.
I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.
For mindre end et år siden - midt i november sidste år - blev Combs sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.
I søgsmålet hævdedes det, at Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold. Han skulle have voldtaget hende i 2018.
Søgsmålet endte med et forlig, som offentligheden ikke har set.
/ritzau/Reuters