Raketopsendelse fra Norge udskudt igen

29. MAR 2025 • 10:22UDLAND

Allerede mandag skulle en raket opsendes i Norge, men ifølge firmaet bag udskyder vejrforhold opsendelsen.

En raketopsendelse fra Andøya i Nordnorge er endnu engang udsat.

Det skriver Isar Aerospace, et München-baserede rumfirma, der står bag opsendelsen, på dets hjemmeside.

Opsendelsen er en testflyvning af firmaets raket kaldet "Spectrum", som er bygget til at sende satellitter i kredsløb om Jorden.

Efter planen skulle opsendelsen allerede være sket mandag, men flere gange i løbet af ugen er den blevet udskudt.

Ifølge Isar Aerospace sker forsinkelserne på grund af dårlige vejrforhold.

Næste forsøg på opsendelse vil ifølge rumfirmaet være søndag den 30. marts.

"Spectrum"-raketten er 28 meter høj, måler to meter i diameter og har et lastrum med en kapacitet på op til ét ton.

Under testflyvningen vil raketten dog ikke bære nogen last.

Ifølge Daniel Metzler, der er en af grundlæggerne og administrerende direktør for Isar Aerospace, vil det være en succes, hvis blot raketten kommer i luften.

- Hvert sekund vi flyver er værdifuldt, fordi vi indsamler data og erfaring, siger Metzler til nyhedsbureauet AFP.

Over for nyhedsbureauet forklarer rumfirmaets direktør, at de ikke forventer, at "Spectrum" vil nå i kredsløb om Jorden ved første testopsendelse.

- Faktisk har intet firma endnu formået at sætte sin første orbitale løfteraket i kredsløb, siger han til mediet og tilføjer, at den amerikanske tech-milliardær Elon Musks rumfirma, SpaceX, brugte fire forsøg.

- Vi vil være hurtigere.

Testflyvningen, hvis den lykkedes, vil ifølge det norske nyhedsbureau NTB være den første opsendelse af en orbital løfteraket fra det europæiske fastland.

Ligeledes vil det være den første opskydning af en sådan raket fra det norske rumcenter Andøya Spacesport.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT