KØB ABONNEMENT

Putin fejrer fødselsdag midt i krig og beskyldninger om hybridangreb

UDLAND • 7. OKT 2026 • 05:51

Ukraine melder om nye russiske luftangreb på dagen, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, fylder 74 år.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil onsdag fejre sin 74-års fødselsdag sammen med familie.

Derudover vil han deltage i internationale telefonopkald og forberede et besøg senere på ugen i Turkmenistan.

Det siger Ruslands præsidentielle talsmand, Dmitrij Peskov, til det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Fødselsdagen foregår på et tidspunkt, hvor Rusland af flere europæiske lande anklages for at udføre cyberangreb og fysiske hybridangreb, samtidig med at Putin på femte år fører krig mod Ukraine.

Onsdag morgen er der fra Ukraine meldinger om nye russiske angreb i hovedstaden Kyiv og det østlige Ukraine.

Det vigtigste punkt på fødselsdagen for Putin, der har ledet Rusland siden 1999 i en rolle som enten premierminister eller præsident, er ifølge Dmitrij Peskov at modtage lykønskninger fra familien.

Ud over tid til familien vil Ruslands leder også få travlt ved telefonen.

Jurij Usjakov, der er rådgiver for Putin, siger til Tass, at der er planlagt en række telefonopkald med udenlandske ledere.

Usjakov nævner ikke, hvem Putin skal tale med, men flere detaljer vil blive offentliggjort senere.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har ifølge nordkoreanske medier onsdag sendt et fødselsdagskort til Putin, hvor han lover ham sin "urokkelige støtte", skriver nyhedsbureauet AFP.

I kortet betegner Kim Jong-un Putins krig i Ukraine som "hellig".

Nordkorea har tidligere bekræftet, at landet har sendt soldater til Rusland for at støtte Putin i den nu mere end fire et halvt år lange krig.

Natten til onsdag var der meldinger om nye russiske luftangreb i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, meldte om ødelagte bygninger og varehuse på beskedtjenesten Telegram. Ifølge ukrainske myndigheder er to personer dræbt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er også meldinger om angreb i byen Dnipro i det sydøstlige Ukraine.

Flere internationale forsøg på at få Putin til at afslutte krigen i Ukraine har hidtil været forgæves.

Vladimir Putins fødselsdag falder sammen med 20-årsdagen for drabet på den russiske journalist Anna Politkovskaja, der blev skudt uden for sit hjem i Ruslands hovedstad, Moskva.

Hun arbejdede for avisen Novaja Gazeta, hvor hun skrev kritiske historier om Putins tidlige år som præsident, krigene i Tjetjenien og russiske menneskerettighedskrænkelser.

Hun blev skudt den 7. oktober 2006 uden for en lejlighedsbygning i Moskva.

Der har været mistanke om, at drabet blev udført af nogen, der ønskede at gøre sig populær hos Putin på den russiske leders fødselsdag.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT