Prognoser spår valgsejr til Frankrigs venstrefløj

7. JUL 2024 • 23:19UDLAND

Venstrefløjen ser ud til at vinde valg i Frankrig, mens Le Pen henvises til en tredjeplads, viser prognoser.

Venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront (NFP) tegner til at blive størst ved anden og afgørende runde af parlamentsvalget i Frankrig søndag.

NFP med blandt andre Jean-Luc Mélenchon i spidsen ser ifølge prognoser ud til at få et sted mellem 178 og 205 af de i alt 577 pladser i Nationalforsamlingen.

Valgalliancen Ensemble, der består af blandt andet præsident Emmanuel Macrons parti, Renaissance, ser ud til at blive valgets nummer to. Ensemble står til at få mellem 157 og 174 mandater.

Højrefløjspartiet National Samling, som i flere uger har været det førende parti i meningsmålingerne, får sammen med sine allierede - heriblandt den konservative Eric Ciotti - ifølge prognoserne mellem 113 og 148 pladser i Nationalforsamlingen.

Valgdeltagelsen ligger omkring 67,5 procent.

Tallene vil løbende blive opdateret, efterhånden som optællingen skrider frem i løbet af søndag aften.

Hvis det endelige valgresultat ender med at bekræfte det billede, som de første prognoser tegner, vil det være en massiv skuffelse for Marine Le Pen og Jordan Bardella, der er ledere af National Samling.

De havde håbet på at kunne få et absolut flertal. Det vil kræve mindst 289 pladser i Nationalforsamlingen.

Prognoserne er udarbejdet af flere franske analyseinstitutter ifølge Reuters.

De er offentliggjort umiddelbart efter, at de sidste valgsteder lukkede klokken 20.

Frankrig er opdelt i 577 forskellige valgkredse, hvor den kandidat med flest stemmer tager valgkredsens ene mandat.

I første valgrunde for en uge siden blev kun 76 af de 577 pladser i Nationalforsamlingen fordelt. 39 af de 76 kandidater er fra National Samling.

De førende kandidater gik videre til anden valgrunde søndag.

I hundredvis af valgkredse har midterpartierne og partier på venstrefløjen indgået aftaler om at trække nogle af deres kandidater, så der kun er én kandidat tilbage fra de partier.

Vel at mærke den, der har bedst chance for at slå National Samlings kandidat.

Præsident Emmanuel Macron valgte at udskrive valg til Nationalforsamlingen efter en vælgerlussing ved valget til Europa-Parlamentet i begyndelsen af juni.

Han begrundede beslutningen om at udskrive valg med, at han ville stoppe det skred mod yderfløjene, der efter hans mening er ved at ske.

Præsidenten blev genvalgt til sin anden embedsperiode i 2022, hvor han var oppe imod Marine Le Pen i anden og afgørende valgrunde. Han kan blive siddende på sin post indtil præsidentvalget i 2027.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT