Præst og pensioneret sportsstjerne dyster om plads i Senatet

6. DEC 2022 • 17:44UDLAND

Demokraterne kan potentielt udvide et yderst snævert flertal i Senatet, når der tirsdag er omvalg i Georgia.

Vælgerne i den amerikanske delstat Georgia skal tirsdag afgøre, hvem der skal løbe med den sidste plads i det amerikanske Senat.

Ved et imødeset omvalg skal de således vælge imellem demokratiske Raphael Warnock og republikanske Herschel Walker.

53-årige Warnock er nuværende senator i Georgia og præst.

Hans modstander, 60-årige Walker, er kendt for sin karriere i amerikansk fodbold og har blandt andet fået støtte fra tidligere præsident Donald Trump.

De to skal ud i et omvalg, efter at ingen af de to fik over halvdelen af stemmerne ved midtvejsvalget den 8. november.

Valget kan ikke ændre på flertallet i Senatet. Alligevel følges det tæt og betragtes også som en vigtig test for præsident Joe Biden.

Demokraterne sikrede sig ved midtvejsvalget 50 ud af 100 pladser i Senatet.

Det betyder, at de lige nøjagtig har flertal. Det skyldes, at den demokratiske vicepræsident, Kamala Harris, har den afgørende stemme ved stemmelighed.

Det vil dog give Demokraterne et stærkere mandat i Senatet, hvis det ved valget i Georgia lykkes at sikre plads nummer 51.

Det vil blandt andet blive nemmere for Demokraterne at håndtere den demokratiske senator Joe Manchin. Han har i sine første to år som senator blokeret flere af præsident Bidens forslag i Senatet.

For Republikanerne betragtes tirsdagens valg som en mulighed for at holde det demokratiske flertal så snævert som muligt.

Valgstederne åbnede i Georgia tirsdag klokken 7 lokal tid (klokken 13 dansk tid) og lukker klokken 19 lokal tid (klokken 01 onsdag dansk tid).

Mindst 1,87 millioner vælgere har brevstemt på forhånd. Det svarer til knap halvdelen af det samlede antal afgivne stemmer i Georgia 8. november.

Ifølge politiske analytikere er størstedelen af de stemmer formentlig gået til Warnock. Meningsmålinger viser også en lille føring til demokraten.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU