Præsident peger på udlandets svigt under folkedrab i Rwanda

7. APR 2024 • 14:32UDLAND

Anslået 800.000 mennesker mistede livet under folkedrabet i Rwanda i 1994. 30-årsdag markeres søndag.

Det internationale samfund svigtede Rwanda, da 800.000 mennesker - primært tutsier - blev dræbt i det afrikanske land i løbet af 100 blodige dage i 1994.

Sådan lyder det fra Rwandas nuværende præsident, Paul Kagame, som søndag er med til at markere 30-årsdagen for massakrens begyndelse.

- Det var det internationale samfund, som svigtede os alle, enten på grund af ringeagt eller fejhed, siger Kagame.

Paul Kagame taler ved en ceremoni, hvor repræsentanter for adskillige lande deltager. Herunder Bill Clinton, der var USA's præsident, da folkedrabet udspillede sig, og Danmarks udviklingsminister, Dan Jørgensen (S).

- Rwanda blev fuldstændigt ydmyget af det omfattende tab. Og de ting, vi lærte (under folkedrabet, red.), står skrevet med blod, siger Kagame.

Hvert år bliver ofrene for massakren mindet 7. april i Rwanda.

Inden sin tale lagde Kagame kranse på massegrave fra 1994 og tændte en flamme til minde for ofrene. Det foregik i Rwandas hovedstad, Kigali.

Udlandets manglende indgriben i nedslagtningen af tutsierne har siden hængt som en skygge over det internationale samfund.

Folkedrabet blev begået, mens propaganda opildnede hutuer til at angribe og dræbe tutsierne i landet.

Selve gnisten, der antændte folkedrabet, var nedskydningen af et fly, som transporterede Rwandas daværende præsident, hutuen Juvenal Habyarimana. Det skete 6. april 1994.

Blodbadet varede i 100 dage frem til midten af juli.

Mange af ofrene blev dræbt med macheter eller køller, og mange kvinder blev voldtaget.

Foruden tutsier rettede gerningsmændene deres angreb mod moderate hutuer.

Folkedrabet ophørte i juli 1994, da den tutsi-ledede oprørsgruppe Rwandan Patriotic Front (RPF) kom ind fra Uganda og tog kontrol over Rwanda.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT