Polen opfordrer fredsmæglere til at give eget land til Putin
Det er op til Ukraine alene at råde over sit territorium, siger Polens præsident efter udtalelser fra Ungarn.
Efter flere opfordringer fra Ungarn om at søge en fredsløsning mellem Ukraine og Rusland, tager Polens præsident bladet fra munden.Uden direkte adresse til Ungarn siger præsident Andrzej Duda i et interview med den konservative avis The Washington Times, at man ikke skal dele ud af andre landes territorium.
- Hvis der nogen, som ønsker at give Rusland et stykke ukrainsk land, og hvis de ikke er ukrainere, så lad dem give et stykke af deres eget land til Rusland.
- For det er let nok at bortlove et stykke land, som ikke er ens eget, siger Duda.
Udtalelsen falder, efter at Ungarns premierminister, Viktor Orban, med et besøg hos Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tændt en vrede hos sine europæiske kolleger.
Orban lægger i et brev til EU-lande afstand til den vestlige støtte til Ukraines forsvar, og han argumenterer for en fredsløsning. Det samme gør den ungarske udenrigsminister, Péter Szijjártó, i et opslag på Facebook.
Det er ifølge Orban sandsynligt, at Putin vil fremlægge nogle bud på en fredsaftale.
Onsdag har Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, holdt et møde med Péter Szijjártó og ifølge et opslag på X slået fast, at Ukraine ikke går med på fredsforslag på Ruslands præmisser.
- Jeg har understreget, at ingen fredsinitiativer kan være baseret på Ruslands narrativer, skriver Kuleba på X.
Orban har været på en turné i dagene op til Nato-topmødet i Washington onsdag og torsdag.
Han har holdt møder med Putin, men også med Kinas præsident, Xi Jinping, og med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
USA tager ifølge talsmand i Det Hvide Hus John Kirby afstand fra Nato-partnerens initiativer, som han kalder "bekymrende".
- Det er helt sikkert ikke produktivt.
Den polske præsident siger i interviewet med Washington Times, at han også ønsker krigen skal slutte, og at Ukraine ikke kan komme med i Nato, mens der er krig med Rusland, men at landet skal med bagefter.
- Det kan ikke slutte med sejr til Rusland, for så vil vi få en ny krig snart, da Rusland vil angribe igen.
/ritzau/