50.000 stemmer mangler at blive optalt efter valg i Peru i april. Tre kandidater er i spil til præsidentduel.
Konservative Keiko Fujimori og venstrefløjspolitikeren Roberto Sánchez har kurs mod en direkte valgduel om at blive Perus næste præsident.Fujimori og Sánchez har ifølge nyhedsbureauet AFP fået flest stemmer, efter at 99,76 procent af stemmerne tirsdag er optalt.
Fujimori, der er datter af Perus tidligere præsident Alberto Fujimori, har et forspring og står til 17,17 procent af stemmerne.
Hun er dermed sikker på at blive den ene af de to kandidater, der går videre til anden valgrunde mod den kandidat, der får næstflest stemmer.
Roberto Sánchez, der står til 12 procent af stemmerne, udfordres af den ultrakonservative Rafael López Aliaga, der er tidligere borgmester i landets hovedstad, Lima.
Rafael López Aliaga har opbakning fra 11,92 procent af de optalte stemmer. Han er således omkring 15.000 stemmer bagud i forhold til Roberto Sánchez.
Der mangler fortsat at blive optalt omkring 50.000 stemmer, oplyser valgkomitéen Oficina Nacional de Procesos Electorales (ONPE) natten til onsdag dansk tid.
Stemmeoptællingen har foreløbig stået på i mere end en måned, efter at præsidentvalget i Peru blev afholdt den 12. april.
Den langstrakte stemmeoptælling har skabt udbredt forvirring i landet, hvor flere kandidater har hævdet, at valgsvindel har fundet sted.
Den 21. april trak Piero Corvetto, der var formand for Perus valgkomité, sig på grund af et stigende pres.
Corvetto har anerkendt forsinkelserne i valgprocessen, men han har afvist, at der skulle være sket nogen form for uregelmæssigheder.
EU's valgobservatører sagde i april, at de ikke havde fundet nogen tegn på valgsvindel.
De endelige resultater forventes senest den 15. maj, oplyste embedsmænd fra den peruanske valgmyndighed Jurado Nacional de Elecciones ( JNE) i april.
Det har længe stået klart, at ingen af kandidaterne ville opnå nok opbakning til at undgå en anden valgrunde, der efter planen skal foregå den 7. juni.
/ritzau/