Pave Frans udnævner 21 nye kardinaler og hylder mangfoldighed

30. SEP 2023 • 12:28UDLAND

Når den næste pave skal findes, spiller kardinalerne en nøglerolle. Nu er der udnævnt 21 nye af slagsen.

Pave Frans har lørdag udpeget 21 gejstlige som nye kardinaler ved en ceremoni på Peterspladsen, mens han fremhævede mangfoldighed som en vigtig værdi i den katolske kirke.

De nyudnævnte kardinaler kommer fra mange forskellige dele af verden, og størstedelen af dem skal på et tidspunkt være med til at stemme på Frans' efterfølger.

Kardinalerne bliver af paven sammenlignet med et symfoniorkester.

- Mangfoldighed er nødvendigt. Det er uvurderligt. Men hver eneste lyd skal bidrage til den fælles plan, siger paven om kardinalerne, der også bliver kaldt "kirkens prinser".

Udnævnelsen af de nye kardinaler øger sandsynligheden for, at en efterfølger politisk er på linje med Frans, der har trukket den katolske kirke i en mere progressiv retning. Det er dog ikke en garanti.

18 af de 21 nyudnævnte kardinaler er under 80 år, hvilket aktuelt giver dem mulighed for at stemme på den næste pave.

I alt er der for tiden 137 kardinaler med stemmeret, når den næste pave skal findes. Heraf er knap en fjerdedel valgt af pave Frans.

Pave Frans har holdt døren åben for at træde tilbage som pave, hvis hans helbred ikke holder til at være den katolske kirkes overhoved.

Blandt nyudnævnelserne er der tre fra Sydamerika samt tre fra Afrika.

Asien er repræsenteret med nyudnævnelser fra Malaysia og Hongkong.

En iagttager af udviklingerne i Vatikanet, som ønsker at være anonym, sagde forud for lørdagens ceremoni, at pave Frans igen har set mod "periferien" af verden.

Dermed bryder han i et vist omfang med den praksis, at ærkebiskopper i de store magtfulde bispedømmer udnævnes til kardinaler.

- Han leder efter kardinaler, som passer til tiderne, siger iagttageren.

- Det her er folk, som allesammen har taget et skridt væk fra fortidens kirke.

Lørdagens ceremoni - også kendt som et konsistorie - var den niende af slagsen, siden pave Frans i 2013 blev udpeget som overhoved for verdens 1,3 milliarder katolikker.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT