Passagerer fra tur med dødelig turbulens træder tavse ud af fly
De passagerer, der var i stand til at flyve videre efter rejse med voldsom turbulens, er landet i Singapore.
En række passagerer, der var om bord på et fly fra Singapore Airlines, der blev ramt af voldsom turbulens, er onsdag landet i Singapore.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Passagererne steg i stilhed af flyet, og de fleste ignorerede spørgsmål fra de fremmødte journalister.
Deres første fly - et Boeing 777-300ER-fly med flynummer SQ321 - skulle flyve fra den britiske hovedstad, London, til Singapore mandag. Med omkring tre timer tilbage af turen blev flyet ramt af voldsom turbulens.
Både passagerer og personale blev kastet rundt i flyet, og flere kom til skade, da de væltede op i loftet.
En 73-årig britisk mand mistede her livet - formentlig af et hjertetilfælde.
Tidligere har det lydt, at mindst 30 personer blev såret og at syv af dem er i kritisk tilstand.
Efterfølgende blev flyet omdirigeret og landede i Bangkok omkring klokken 10.45 dansk tid tirsdag.
Fra Samitivej Hospital i Thailand lyder tallene, at 71 passagerer bliver behandlet.
Der var 211 passagerer om bord på flyet, og besætningen talte 18 personer.
Singapore Airlines har efterfølgende fløjet de passagerer, der var i stand til at flyve videre, videre fra Bangkok til Singapore.
Billeder fra flyet viser, hvordan der er flænger i de overliggende kabinepaneler, og hvordan iltmasker hænger dinglende fra loftet, mens bagage er blevet spredt ud på gangen og blandt sæderne.
Singapores undersøgende bureau for transportsikkerhed (TSIB) efterforsker hændelsen, og USA's nationale styrelsesråd for transportsikkerhed vil sende repræsentanter til at hjælpe med arbejdet.
Præcis, hvad der skete under ulykken, er stadig uklart. Flyet erklærede en medicinsk nødsituation, men det er uklart, hvorvidt dette skete før eller efter, at flyet blev ramt af turbulensen.
Turbulensen medførte, at flyet på kort tid faldt fra en flyvehøjde på omkring 11,2 kilometer til 9,4. Det svarer til et fald på 1,8 kilometer.
/ritzau/