OVERBLIK: USA har angrebet tre atomanlæg i Iran

22. JUN 2025 • 13:30UDLAND

USA har natten til søndag angrebet tre atomanlæg i Iran. Omfanget af skaderne står ikke klart.

Natten til søndag har USA udført luftangreb på tre atomanlæg i Iran.

Det annoncerede den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie Truth Social.

Det er første gang, at USA direkte involverer sig i konflikten mellem Israel og Iran, som eskalerede efter et israelsk angreb fredag i sidste uge.

Bliv klogere på, hvad vi ved om det amerikanske angreb her:

Det ved vi:

* USA har angrebet tre atomanlæg. Der er tale om Fordow-anlægget, som ligger ved byen Qom, og to yderligere anlæg, som ligger ved byerne Natanz og Isfahan.

* Den amerikanske præsident, Donald Trump, har efterfølgende sagt, at angrebene var succesfulde.

* Ifølge Trump er der brugt seks af de såkaldte bunker-buster bomber mod Fordow-anlægget.

* USA har brugt sine B-2 bombefly, som kan bære bunker-buster bomber, i angrebet.

* Der blev brugt 30 Tomahawk-missiler på de to andre atomanlæg.

* Storbritanniens regering har efterfølgende sagt, at man var orienteret om angrebet, men ikke har deltaget i det.

* Ifølge både FN's atomvagthund og Iran selv har angrebet ikke ført til øget stråling eller forurening fra anlæggene.

* Organisationen Røde Halvmåne i Iran oplyser søndag eftermiddag, at ingen er døde i forbindelse med angrebet.

Det ved vi ikke:

* Iran og USA har givet forskellige meldinger om omfanget af skaderne. Donald Trump har sagt, at Fordow-anlægget er "fuldstændigt tilintetgjort", imens en iransk politiker siger, at der kun er sket mindre skader.

* Iran har søndag morgen angrebet Israel igen, men det er uvist, om landet har planer om at gå efter USA eller amerikanske interesser i Mellemøsten som modsvar på angrebet.

Kilder: Det Hvide Hus, Fox News, AFP og Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT