OVERBLIK: Tysk valgresultat kan bane vej for regering over midten
To mindre partier endte lige under spærregrænsen, og det kan få betydning for de tyske regeringsforhandlinger.
Tysklands forbundsdagsvalg søndag bød både på store opture og på solide skuffelser rundtom i det politiske landskab.For det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) var der tale om det bedste valg i partiets historie. Partiet sikrede sig over 20 procent af stemmerne og blev kun overgået af valgets vinder, CDU/CSU.
Anderledes skuffende endte valgdagen for det socialdemokratiske SPD, der fik det dårligste valg i partiets historie med 16,4 procent.
Alligevel kan SPD potentielt ende med at danne en regering over midten med det konservative CDU/CSU. I tysk politik omtales det som en storkoalition, når CDU/CSU og SPD danner regering sammen.
Årsagen til det mulige samarbejde er blandt andet, at de to mindre partier FDP og BSW endte lige under spærregrænsen på fem procent og dermed ikke kommer til at spille en rolle i de kommende forhandlinger.
Herunder kan du blive klogere på, hvordan de største partier klarede sig:
* CDU/CSU: 28,6 procent.
* AfD: 20,8 procent.
* SPD: 16,4 procent.
* De Grønne: 11,6 procent.
* Die Linke: 8,8 procent.
* BSW: 4,972 procent (under spærregrænsen).
* FDP: 4,3 procent (under spærregrænsen).
Alle vælgere i Tyskland har to stemmer ved valget. Den første stemme går direkte til en kandidat, mens den anden stemme går til et parti. Ovenstående tal er baseret på antallet af andenstemmer til partierne.
For første gang er der på forhånd sat et loft på antallet af mandater til det tyske parlament, der hedder Forbundsdagen. Det lyder på 630. Det kræver dermed 316 mandater at danne flertal i parlamentet.
Mandaterne står til at fordele sig således:
* CDU/CSU: 208 mandater.
* AfD: 152 mandater.
* SPD: 120 mandater.
* De Grønne: 85 mandater.
* Die Linke: 64 mandater.
Kilder: Den tyske valgmyndighed, ZDF.
/ritzau/