OVERBLIK: Sådan forløb natten til mandag i Ukraine-konflikten

27. JUN 2022 • 05:30UDLAND

De russiske styrker har rettet fokus mod at få kontrol over byen Lysytsjansk i Luhansk-regionen.

Rusland har misligholdt sin gæld og dømmes nu statsbankerot af flere medier, mens russiske styrker har rettet fokus mod byen Lysytsjansk.

Få et overblik over de seneste hændelser her:

* Medier dømmer Rusland statsbankerot.

Hammeren er for alvor faldet over Rusland, der søndag har misset en rentebetaling til udenlandske investorer på 100 millioner dollar.

Det skriver det amerikanske finansmedie Bloomberg og britiske BBC News, som begge dømmer Rusland statsbankerot.

Rusland missede 27. maj en rentebetaling, som landet skulle have betalt i dollar. Da der efterfølgende er gået 30 dage, uden at kreditorerne har set noget til deres penge, er landet statsbankerot.

* Rusland har rettet fokus mod Lysytsjansk.

Russiske styrker har nu rettet deres fokus mod byen Lysytsjansk, der ligger i Luhansk-regionen, efter at Rusland har fået kontrol med søsterbyen, Sjevjerodonetsk.

Søndag lød det, at russiske styrker er gået ind i byen fra fem forskellige retninger. Den melding er ikke blevet officielt bekræftet.

* Zelenskyj beder Hviderusland blive ude af Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opfordrer i en tale Hviderusland til at holde sig ude af krigen i Ukraine.

Siden Ruslands invasion af Ukraine har der været spekulationer om, hvorvidt Hviderusland kunne finde på at slutte sig til krigen på russisk side.

Den seneste uges tid har Hviderusland optrappet sine militære øvelser nær den ukrainske grænse.

Den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, gør klogest i at holde sine styrker på egen jord, siger Zelenskyj.

* USA ventes at annoncere nyt våbenkøb til Ukraine i denne uge.

I løbet af ugen vil USA sandsynligvis annoncere, at landet har købt et nyt, avanceret missilforsvarssystem til Ukraine. Det siger kilder tæt på sagen.

Det ventes også, at USA vil annoncere, at det har købt mere artilleriammunition og flere radarer for at imødekomme ønsker fra Ukraine.

Kilder: Bloomberg, BBC, dpa og Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

28. MAJ 2025 • 15:52UDLAND
Nyhed er trukket tilbage

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT