OVERBLIK: Ny aftale afslutter historisk nedlukning i USA

13. NOV 2025 • 05:02UDLAND

Trump har underskrevet lovforslag om at genåbne statsapparatet i USA efter 43 dages nedlukning.

Et lovforslag, der afslutter den længste nedlukning af den føderale regering i USA's historie, er blevet formelt vedtaget.

Det sker, efter at USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet lovforslaget.

Efter Repræsentanternes Hus' godkendelse blev lovforslaget sendt over på USA's præsident Donald Trumps bord til endelig godkendelse. Dermed kan nedlukningen - der aktuelt har stået på i 43 dage - ophøre.

Kongressen består foruden Repræsentanternes Hus af Senatet, hvor et flertal natten til tirsdag dansk tid stemte for lovforslaget.

Onsdag var første gang, at der var møde i Repræsentanternes Hus siden september.

Tirsdag var en national helligdag, så derfor kunne repræsentanterne ikke mødes den dag.

Her kan du læse om lovforslaget og den proces, der gik forud for nattens godkendelse i Repræsentanternes Hus.

* Forslaget blev vedtaget med 222 stemmer for og 209 stemmer imod. Det skete med støtte fra alle republikanere - på nær to - og med stemmer fra seks demokrater, der altså brød med Demokraternes partilinje.

* Forud for afstemningen fandt en såkaldt procedureafstemning sted, hvor et udkast til forslaget også fik et flertal af ja-stemmer. Procedureafstemninger viser, hvor stor opbakning en lovpakke kan mønstre.

* Lovforslaget forlænger den offentlige finansiering af de fleste agenturer i USA frem til slutningen af januar 2026. Det indeholder desuden treårig finansiering af forskellige føderale agenturer og programmer.

* Aftalen genansætter føderalt ansatte, som er blevet afskediget under nedlukningen. Den garanterer desuden, at føderale ansatte vil modtage den løn, som de ikke har fået under nedlukningen.

* Det er uklart, hvornår fødevareprogrammet Snap, som 42 millioner amerikanere modtager, vil begynde igen. En bestemmelse i lovforslaget opfordrer til at genoptage programmet, men den fastslår ikke, hvornår ydelserne vil blive indbetalt på de betalingskort, som modtagerne bruger til at købe dagligvarer.

* Til gengæld for de seks demokratiske ja-stemmer til lovforslaget er Republikanerne gået med til i midten af december at afholde en afstemning om at forlænge et forhøjet skattefradrag, som skal hjælpe amerikanere med at finansiere deres sygeforsikring gennem sundhedsreformen Affordable Care Act (ACA).

* Spørgsmålet om ACA har været en central knast i de seneste ugers forhandlinger om lovforslaget. Demokraterne har uden held krævet, at en permanent forlængelse af fradraget blev en del af selve forslaget.

Kilder: CBS News, CNN, Reuters, Ritzau, AP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT