OVERBLIK: Kong Charles' program er pakket de næste dage
Kong Charles skal udnævnes som ny konge, og den nye monark skal holde en tale til det britiske folk.
Dronning Elizabeths død har udløst landesorg, som bliver markeret Storbritannien over.Oveni adskillige mindehøjtideligheder er de næste dage domineret begivenheder, der markerer, at landet har fået en ny monark i kong Charles. Læs om dem her.
Fredag:
* Kong Charles holder sin første audiens med premierminister Liz Truss og hendes ministre. Det sker fredag eftermiddag klokken 16.30 dansk tid.
* Kong Charles vil fredag klokken 19.00 dansk tid give sin første tv-tale til sit folk som Storbritanniens nye monark. Talen vil være optaget på forhånd og sendes altså ikke direkte.
* En mindehøjtidelighed for dronning Elizabeth bliver afholdt i St. Pauls Cathedral. Premierminister Liz Truss og andre ministre vil deltage i begivenheden, hvor der også er plads til, at 2000 britiske borgere kan være med. Begivenheden bliver vist på den britiske tv-station BBC og starter klokken 19.00 dansk tid.
Lørdag:
* Kong Charles, der indtog sin nye rolle sekundet efter dronning Elizabeths død, bliver officielt udnævnt til konge lørdag. Han skal tages i ed hos tiltrædelsesrådet, for hvem han også vil holde en tale. Begivenheden vil blive tv-transmitteret.
Bekendtgørelsen vil blive læst højt fra balkonen på St. Jame's Palace, som er den britiske monarks officielle residens i London. Det sker mellem klokken 11.00 og 12.00 dansk tid. Kong Charles bliver senere kronet ved en kroningsceremoni.
Søndag:
* Der vil i St. Giles Cathedral i skotske Edinburgh blive afholdt ceremoni til minde for dronning Elizabeth, hvor hendes familie vil deltage. Under hele ceremonien vil kanoner fra Edinburgh Slot blive affyret hvert femte minut.
Kilder: BBC, NBC News, Ritzau.
/ritzau/