OVERBLIK: Det ved vi og mangler svar på om skyderiet på Bondi Beach

14. DEC 2025 • 16:47UDLAND

Et dødeligt skyderi udspillede sig søndag på den berømte strand Bondi nær Sydney. Få et overblik her.

Et dødeligt skyderi har søndag fundet sted ved Bondi Beach i Australiens største by, Sydney.

Australsk politi oplyser, at det efterforsker sagen som et terrorangreb.

Her følger et overblik over, hvad vi søndag eftermiddag henholdsvis ved og mangler svar på om angrebet:

Det ved vi:

* Cirka klokken 18.45 modtager politiet en anmeldelse om et skyderi ved Bondi Beach. Videooptagelser fra stedet viser, at to mænd affyrer skud fra en bro mod en menneskemængde.

* 12 personer bliver dræbt - herunder den ene af de formodede gerningsmænd. En anden formodet gerningsmand bliver såret. Hans tilstand er søndag blevet beskrevet som kritisk.

* I alt er mindst 29 personer - herunder to politibetjente - blevet såret.

* Politiet betragter skyderiet som et terrorangreb.

* Videooptagelser fra gerningsstedet viser, at en mand overmander den ene gerningsmand og vrister et gevær fra ham.

* Australiens premierminister, Anthony Albanese, siger på et pressemøde, at angrebet er "et målrettet angreb på australske jøder på den første dag af hanukkah". Hanukkah er en jødisk højtid.

* En Hanukkah-fejring fandt sted i samme område som skyderiet.

* Politiet har fundet et køretøj omkring Bondi Beach med en "eksplosiv anordning". Den har ifølge politiet forbindelse til den afdøde formodede gerningsmand.

Det mangler vi svar på:

* Politiet har endnu ikke be- eller afkræftet, om der er flere gerningsmænd end de to formodede gerningsmænd, som politiet indtil videre har kendskab til.

* De australske myndigheder har ikke oplyst nationaliteten på ofrene eller andre detaljer om de sårede og døde.

* Danmarks udenrigsministerium oplyser til Ritzau, at det ikke har kendskab til, at der skal være danskere blandt ofrene.

* Motivet til angrebet er ukendt.

* Der er ikke offentliggjort nogen oplysninger om de formodede gerningsmænd.

Kilder: BBC, ABC News og Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT