OVERBLIK: De afgørende årstal i dronning Elizabeths lange liv

8. SEP 2022 • 23:19UDLAND

Højdepunkterne har været mange i dronning Elizabeths 96-årige liv som britisk overhoved.

Storbritanniens dronning i medgang og modgang er død, og bag sig efterlader hun et langt liv med mange store begivenheder.

Her er en række nedslag i dronningens liv:

* 21. april 1926

Prinsesse Elizabeth Alexandra Mary Windsor bliver født klokken 02.40 om natten i London.

Hun var det første barn af hertugen og hertuginden af York - senere Georg 6. af Storbritannien og dronning Elizabeth.

* 11. december 1936

Elizabeths far bliver konge, da hans bror, Edward, abdicerer. Dermed bliver den unge Elizabeth tronfølger.

* 3. september 1939

Storbritannien erklærer krig mod Tyskland. Året efter, 13. oktober 1940, holder dronning Elizabeth sin første tale til nationen over radioen.

* 20. november 1947

Den 21-årige Elizabeth gifter sig med løjtnant Philip Mountbatten i Westminster Abbey. Han var født græsk statsborger med titlerne prins af Grækenland og Danmark, men gav afkald på titler og statsborgerskabet for at gifte sig med Elizabeth.

* 14. november 1948

Elizabeth føder sit første barn, prins Charles. To år senere, 15. august 1950, følger prinsesse Anne.

* 6. februar 1952

George 6. dør, og Elizabeth II overtager tronen. Hun befinder sig i Kenya, da hendes far dør. Dermed er hun den første britiske monark siden George 1., der er udenlands, da arvefølgen skifter.

* 2. juni 1953

Efter hendes fars død året forinden finder Elizabeths kroning sted i Westminster Abbey. Hun blev kronet som dronning Elizabeth II i en alder af 27 år.

* 19. februar 1960

Dronning Elizabeth og prins Philip får deres tredje barn, prins Andrew. Deres fjerde og sidste barn, prins Edward, kommer til verden fire år senere.

* 18. maj 1965

Dronningen besøger Vesttyskland i ti dage, hvilket er det første officielle besøg af et medlem af den britiske kongefamilien siden 1913. Hendes visit markerer 20-års-jubilæet for afslutningen på Anden Verdenskrig og forsoningen mellem de to lande.

* 2. juni 1977

Dronning Elizabeth fejrer 25 år på tronen med blandt andet en helligdag. Over en million mennesker fejrer hende i Londons gader, og en række af fyrtårne tændes over hele landet.

* 24. februar 1981

Dronningens ældste søn, prins Charles, annoncerer sin forlovelse med Diana Spencer. De bliver gift i juli samme år.

* 21. juni 1982

Dronning Elizabeth bliver for første gang bedstemor, da prinsesse Diana føder prins William.

To år senere, 15. september 1984, kommer prins Harry til verden.

* 24. november 1992

Dronningen holder en tale for at markere 40-året for sin tiltrædelse.

Forud for talen er der kommet historier om prins Charles' affære med Camilla Parker Bowles, og om at prinsesse Diana har forsøgt at begå selvmord.

20. november bliver slottet Windsor delvist ødelagt af en brand.

I talen henviser dronningen til de seneste begivenheder som en del af "annus horribilis" - latinsk for "et forfærdeligt år".

* 9. december 1992

Daværende premierminister i Storbritannien John Major annoncerer, at prins Charles og prinsesse Diana skal skilles.

* 31. august 1997

Prinsesse Diana dør i en bilulykke i den franske hovedstad, Paris. Dronningen viser sig ikke i flere dage, og hun bliver kritiseret i pressen for sin tavshed.

Men kort inden begravelsen tager hun til Buckingham Palace for at møde dem, der sørger. Hun holder en tv-tale, hvor hun taler "som jeres dronning og som bedstemor", og hvor hun hylder Diana.

- Hun var et enestående og begavet menneske. I hverken medgang eller modgang mistede hun aldrig evnen til at smile og le, ej heller til at inspirere andre med sin varme og venlighed, sagde dronningen.

* 20. november 1997

Dronning Elizabeth og prins Philip fejrer guldbryllup med en særlig havefest på Buckingham Palace for andre par, som også har guldbryllup.

* Februar og marts 2002

Dronningens yngre søster, Margaret, dør af komplikationer efter et slagtilfælde.

Lidt mere end en måned senere dør dronning Elizabeths mor i en alder af 101 år.

* 27. juli 2012

Dronningen åbner OL med en tre minutter lang filmsekvens, hvor skuespiller Daniel Craig i rollen som agenten James Bond besøger dronning Elizabeth på Buckingham Palace.

Derpå flyver de to derfra i helikopter for dernæst at springe ud med faldskærm foran det olympiske stadion. Delen med faldskærmen havde dronningen dog en stuntmand til at udføre.

* 9. september 2015

Dronning Elizabeth bliver den længst siddende monark i Storbritanniens historie. En rekord, som hun overtog fra sin egen tipoldemor, Victoria.

* 21. april 2016

Dronning Elizabeth fejrer sin 90-års-fødselsdag.

Året efter, i 2017, bliver hun den første britiske monark, der fejrer safirjubilæum - 65 år på tronen.

I 2017 fejrer dronning Elizabeth og prins Philip samtidig platinbryllup efter 70 års ægteskab. Det er hun den første britiske monark, der kan.

* 20. november 2019

Dronningen suspenderer sin søn prins Andrew fra hans forpligtelser og fratager ham hans militære titler og protektorater. Det sker efter stor opmærksomhed fra offentligheden i kølvandet på Andrews forbindelser til den afdøde rigmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.

* 8. januar 2020

Prins Harry og hertuginde Meghan annoncerer, at de ikke længere ønsker at være fremtrædende medlemmer af kongehuset.

Efterfølgende kritiserer parret det britiske kongehus i stærke vendinger i blandt andet et interview på amerikansk tv.

* 9. april 2021

Dronningens mand gennem hele hendes liv, prins Philip, dør i en alder af 99 år. Det er to måneder før hans 100-års-fødselsdag.

Hans død efterlader et stort tomrum, siger dronningen efterfølgende.

Han bliver begravet i Windsor, og billeder af dronningen, som sidder alene til begravelsen som følgende af coronarestriktioner, går verden rundt.

* 2. til 5. juni 2022

Dronningen fejrer 70 år på tronen, selv om hendes helbred forhindrer hende i at deltage i alle festlighederne.

* 8. september 2022

Få dage efter at have udpeget den 15. premierminister, Liz Truss, i sin tid som monark dør dronning Elizabeth II i slottet Balmoral i Skotland.

Kilder: The Guardian, Ritzau, Metro, BBC.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU