Over 670 personer frygtes dræbt efter jordskred i Papua Ny Guinea

26. MAJ 2024 • 12:07UDLAND

Et stort jordskred ramte tidligt fredag Papua Ny Guinea. Hundredvis frygtes dræbt, og flere huse er begravet.

Mere end 670 personer er formodet dræbt efter et stort jordskred i Papua Ny Guinea.

Det oplyser Serhan Aktoprak, som står i spidsen for missionen for FN's Internationale Organisation for Migration (IOM) i Papua Ny Guinea.

- Situationen er forfærdelig, og jorden skrider stadig. Vandet løber, og det skaber en enorm risiko for alle involverede.

Ifølge Serhan Aktoprak anslås det, at over 150 huse er begravet under jorden.

- Folk bruger gravestokke, spader og høtyve til at fjerne ligene begravet under jorden.

Jordskreddet ramte flere landsbyer i Enga-provinsen tidligt fredag lokal tid.

Enga-provinsen ligger omkring 600 kilometer nord for hovedstaden, Port Moresby.

Australiens udenrigsministerium oplyste lørdag, at over seks landsbyer er påvirket af jordskreddet i provinsens Mulitaka-region.

Men særligt den bjergrige by Kaokalam er hårdt ramt. Den blev nærmest jævnet med jorden, da jordskreddet ramte og begravede flere huse, mens beboerne lå og sov.

Der bor cirka 10 millioner personer i Papua Ny Guinea. Landet udgør den østlige del af øen Ny Guinea, som ligger nord for Australien.

Ifølge BBC boede næsten 4000 personer i det område, som blev ramt af jordskreddet.

Over 1000 er blevet fordrevet fra deres hjem på grund af hændelsen, lyder det fra Serhan Aktoprak.

Han tilføjer, at haver, som blev brugt til at dyrke mad, og vandforsyninger nærmest er blevet helt udslettet.

I første omgang frygtede nødhjælpsorganisationer og lokale ledere, at mellem 100 og 300 personer havde mistet livet i jordskreddet.

Det estimerede dødstal blev opjusteret, efter at beredskabsarbejdere opdagede, at der boede flere personer i området, end man først havde troet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU