Over 200 ofre fra indisk flystyrt er identificeret

18. JUN 2025 • 15:03UDLAND

Det er fortsat uklart, hvad der forårsagede flystyrt i Indien. Efterforskere leder efter svar i sorte bokse.

Mere end 200 ofre er identificeret, efter at et fly fra Air India styrtede ned i Ahmedabad i det vestlige Indien torsdag i sidste uge.

Det oplyser indiske myndigheder onsdag. De er blevet identificeret via DNA-prøver.

Der var en overlevende blandt de 242 passagerer om bord på flyet, der styrtede ned i et beboelsesområde og dræbte mindst 38 personer på jorden.

Fortvivlede pårørende har givet DNA-prøver til myndigheder for at få identificeret deres kære efter flystyrtet.

- 202 DNA-prøver er blevet matchet, oplyser Harsh Sanghavi, indenrigsminister i delstaten Gujarat, som Ahmedabad hører under, på X.

Få minutter inden flyet styrtede, var det lettet fra den lokale lufthavn. Det havde kurs mod Gatwick uden for den britiske hovedstad, London.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke. Efterforskere fra både Storbritannien og USA skal hjælpe med undersøgelsen.

Begge de sorte bokse fra flyet er blevet fundet.

Indholdet af de to sorte bokse skal være med til at klarlægge, hvorfor flyet styrtede. Den ene blev fundet fredag, mens den anden blev fundet søndag.

Den ene sorte boks registrerer tekniske data fra flyets systemer - herunder flyvehøjde, fart og motoromdrejninger op til en ulykke. Den anden sorte boks optager typisk lyd fra cockpittet.

Passagerflyet, en Boeing 787-8 Dreamliner, begyndte at tabe højde, da det var nået cirka 200 meter op i luften.

Piloterne i cockpittet udsendte i den forbindelse et mayday-kald til kontroltårnet i lufthavnen. Det skete klokken 13.39 lokal tid.

Da flyet ramte en bygning ved styrtet, udløste det en enorm eksplosion. Eksplosionen blev formentlig forværret af, at flyet netop var blevet tanket op til den ti timer lange flyvetur til London.

Blandt passagererne om bord var 169 indere, 53 briter, syv portugisere og en canadier.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT