Op mod 600 kan være blevet dræbt i massakre i Burkina Faso

5. OKT 2024 • 22:37UDLAND

Trods militærjuntas løfter om at slå ned på jihadister fortsætter dødbringende angreb i Burkina Faso.

Et af de mest dødbringende enkeltstående angreb i Afrika de seneste årtier kan have fundet sted i august i Burkina Faso.

Det skriver CNN, der har set en ny vurdering fra den franske regering.

I vurderingen står der, at op mod 600 mennesker kan være blevet dræbt i en massakre i byen Barsalogho i det vestafrikanske land.

Tallet er over dobbelt så stort som tidligere rapporteret.

Angrebet blev udført af jihadistiske militante, som længe har hærget landet, der udgør en del af Sahel-bæltet syd for Sahara.

Civile var angiveligt blevet bedt om grave skyttegrave for at beskytte byen.

Men militante fra gruppen Jama’at Nusrat al-Islam wal-Muslimin (JNIM) kørte 24. august på motorcykler ind i udkanten af byen og skød metodisk civile, som lå hjælpeløse i de netop udgravede skyttegrave, skriver CNN.

FN har tidligere estimeret, at 200 blev dræbt. Imens har JNIM udtalt, at 300 blev dræbt.

Gruppen hævder, at det ikke var civile, der blev ramt, men militsmedlemmer med forbindelser til landets hær.

Burkina Faso ledes af en militærjunta med Ibrahim Traoré i spidsen. Den kom til magten 30. september 2022 ved et kup, som var det andet i landet på blot otte måneder.

Kuppet skyldtes blandt andet utilfredshed med manglende succes i kampen mod det jihadistiske oprør, som havde spredt sig fra nabolandet Mali.

Juntaen er imidlertid kommet i modvind på grund af angrebet i Barsalogho.

Flere har krævet, at den tager ansvar for at være kommet med den skæbnesvangre opfordring til civile om at grave skyttegrave i et udsat område.

Men juntaen har ikke svaret CNN, der har bedt om en udtalelse.

På trods af juntaens løfter om at slå ned på de jihadistiske grupper var der i 2023 en stor stigning i antallet af angreb.

Over 8000 mennesker blev angiveligt dræbt ifølge den amerikansk-baserede ngo ACLED, der overvåger kriser. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også lande som Mali og Niger har i senere år været udsat for kup. Det har ført til, at tusindvis af vestlige styrker har trukket sig ud af landene, hvilket ifølge den franske vurdering har efterladt et sikkerhedsvakuum.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT