Observatør: Jihadistiske oprørere har indtaget halvdelen af Aleppo
Syriens hær afskærer alle veje ind til Aleppo, hvor jihadistiske oprørere nu kontrollerer halvdelen af byen.
Den syriske hær er natten til lørdag ved at lukke alle veje, der fører ind til Syriens næststørste by, Aleppo.Det oplyser tre kilder fra den syriske hær ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det sker, efter at jihadister natten til lørdag har opnået kontrol over halvdelen af byen.
Det siger Rami Abdel Rahman, som er direktør for Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), til nyhedsbureauet AFP.
- Der har ikke være nogen kampe, og der er ikke blevet løsnet et eneste skud, eftersom hærens styrker har trukket sig tilbage, siger Rahman.
Styrkerne har - ifølge de tre kilder fra den syriske hær - fået besked på at trække sig tilbage fra de områder, som er under oprørernes kontrol.
Afspærringen af vejene skal sikre, at kun hærens styrker kan få adgang til byen, siger kilderne i hæren til Reuters.
Den militante islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham og dens allierede begyndte onsdag at rykke ind i en række mindre byer i provinsen Aleppo i det nordvestlige Syrien.
Hidtil har de områder været kontrolleret af præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.
Tidligere fredag lød det fra Sohr, at den islamiske gruppe havde taget kontrol med fem kvarterer i Aleppo.
Observatoriet, der har til huse i Storbritannien, følger situationen i Syrien via et netværk af kilder og aktivister.
Offensiven mod Aleppo er det største angreb fra bevægelsen i årevis.
I de seneste tre dage er 27 civile blevet dræbt i kampene i det nordlige Syrien, meddelte en FN-kilde fredag ifølge Reuters. Blandt de dræbte er otte børn.
Den igangværende offensiv er den blodigste, Syrien har oplevet i årevis. I alt har mindst 242 mennesker mistet livet.
To kilder fra den syriske hær fortæller natten til lørdag til Reuters, at Rusland vil sende yderligere militærudstyr til Syrien for at forhindre, at Hayat Tahrir al-Sham overtager kontrollen med provinsen Aleppo.
Militærudstyret forventes i løbet af de næste 72 timer at begynde at ankomme til den russiske luftbase Hmeimim, der ligger nær den syriske kystby Latakia.
En kilde fra den syriske hær fortalte sent fredag aften desuden til Reuters, at de syriske myndigheder har lukket lufthavnen i Aleppo og aflyst alle afgange.
/ritzau/