Ny lov i Iran kan straffe kvinder uden hijab med pisk og dødsstraf
En lov, der skærper straffene for overtrædelser af Irans love om påklædning, træder i kraft fredag.
Dødsstraf, pisk, fængsel og rejseforbud.Det er blot et udpluk af de straffe, som lovovertrædere i Iran kan risikere, hvis de overtræder en ny lov om "beskyttelse af familien gennem fremme af kyskhedskulturen og hijab".
Loven træder i kraft fredag og handler om straffe for ikke at overholde krav om påklædning - primært kvinders.
Kvinder må ikke gå i stramt tøj og ikke fremvise andet hud end ansigt, hænder og fødder. De skal desuden bære et klæde, der dækker deres hoved som hijab eller chador. Mænd må ikke fremvise skuldre, hud over knæene og hud under brystet.
Den nye lov indeholder 74 bestemmelser om, at de, der bryder loven, kan straffes med pisk, bøder, fængsel og rejseforbud. Kvinder, der overtræder sløringslovgivningen, risikerer restriktioner på uddannelse og beskæftigelse.
Hvis en kvinde sender billeder eller videoer af sig selv uden slør til medier uden for Iran, kan hun ifølge organisationen Amnesty International dømmes til døden.
Samtidig giver loven tilladelse til, at man må udføre sin "religiøse forpligtelse" til at angribe kvinder og piger, der ikke overholder loven om at bære hovedbeklædning. Hvis man griber ind over for overfaldet, kan man også blive idømt fængsel eller en bøde.
Diana Eltahawy, der er Amnesty Internationals regionale vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika, mener, at loven understreger, at staten har et politi, som vil undertrykke kvinder.
- Denne skammelige lov skærper forfølgelsen af kvinder og piger, som tør at stå op for deres rettigheder efter oprøret "Kvinde, Liv, Frihed".
- Myndighederne forsøger at styrke det allerede kvælende undertrykkelsessystem mod kvinder og piger og samtidig gøre deres hverdag endnu mere utålelig, siger Eltahawy i en udtalelse.
I slutningen af 2022 oplevede Iran nogle af de største protester mod landets præstestyre, siden det tog magten i forbindelse med en revolution i 1979. De varede flere måneder og blev kaldt "Kvinder, Liv, Frihed"-bevægelsen.
Protesterne begyndte efter den 16. september 2022, da 22-årige Mahsa Amini døde efter at have mistet bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt.
Amini blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge de iranske myndigheder ikke dækkede håret godt nok.
Ifølge FN er over 500 mennesker blevet dræbt i myndighedernes efterfølgende indgreb, skriver CNN.
/ritzau/