Norske myndigheder: Corona ikke længere alvorligt udbrud

28. OKT 2021 • 11:30UDLAND

Norge har betragtet corona som et alvorligt udbrud siden 3. marts 2020. Torsdag er der kommet ny vurdering.

De norske sundhedsmyndigheder mener ikke længere, at udbruddet af coronavirus er et alvorligt udbrud af alment farlig smitsom sygdom.

Det oplyser Helsedirektoratet og Folkehelseinstituttet i en udtalelse.

Vurderingen er torsdag præsenteret i et oplæg til den norske regering.

Siden 3. marts 2020 har Norge betegnet coronavirusudbruddet som et alvorligt udbrud af alment farlig smitsom sygdom. Men sådan bør det ikke være fremover, lyder det fra sundhedsmyndighederne.

De tilføjer dog samtidig, at coronavirus stadig overordnet set skal betragtes som en alment farlig smitsom sygdom.

Alment farlige sygdomme kendetegnes ved at være særligt smitsomme, have høj dødelighed eller kunne give alvorlige eller varige skader.

I Danmark betragter Sundhedsstyrelsen eksempelvis corona, ebola, kopper, pest og polio som alment farlige sygdomme.

Norge har betegnet coronavirus som en alment farlig smitsom sygdom siden 31. januar 2020. Godt en måned senere - 3. marts 2020 - blev udbruddet erklæret for et alvorligt udbrud af alment farlig smitsom sygdom.

Definitionerne kan ikke sammenlignes en til en mellem Danmark og Norge.

Ifølge torsdagens pressemeddelelse fra de norske sundhedsmyndigheder kan man dog nogenlunde sidestille den norske definition "alvorligt udbrud af alment farlig smitsom sygdom" med den danske "samfundskritisk sygdom".

Den 10. september ophørte coronavirus med at være en samfundskritisk sygdom i Danmark. Det betød, at de sidste coronarestriktioner bortfaldt, og at man blandt andet ikke længere skal fremvise coronapas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU