Norge trækker diplomater hjem efter luftangreb i Libanon

12. OKT 2024 • 11:36UDLAND

Ingen norske diplomater er kommet til skade i bombenedslag, som ramte tæt på Norges ambassade i Beirut.

Norge har besluttet at hente en række af sine diplomater hjem fra den norske ambassade i Libanons hovedstad, Beirut.

Beslutningen kommer, efter at der har været luftangreb nær ambassaden.

Det oplyser Norges udenrigsministerium i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Der har været bombenedslag nær den norske ambassade i Beirut. Enkelte af de norske diplomater rejser derfor ud af Libanon i en periode, lyder det i meddelelsen fra ministeriet.

Ingen af Norges diplomater er kommet til skade.

Udenrigsministeriet i Norge vil af hensyn til medarbejdernes sikkerhed ikke oplyse, hvor mange diplomater der forlader Libanon.

Israel har de seneste uger flere gange angrebet mål, der sættes i forbindelse med den militante bevægelse Hizbollah, i Beirut og byens forstæder.

Derudover har israelske kampfly angrebet mål i den sydlige del af Libanon, og israelske landsstyrker er trængt ind i nabolandet.

Ifølge NTB's oplysninger blev der alene fra torsdag aften til fredag aften registreret 57 israelske luftangreb i Libanon.

Samtidig har Hizbollah angrebet mål i det nordlige Israel.

Det er senest sket lørdag morgen, hvor bevægelsen efter eget udsagn har affyret missiler mod en militærbase uden for havnebyen Haifa.

Situationen er så højspændt i Libanon, at Norges udenrigsministerium fraråder alle rejser til landet, og civile nordmænd, der befinder sig i Libanon, opfordres til at forlade landet.

Samme rejsevejledning har Danmarks udenrigsministerium.

- Rejs ud nu, mens det stadig er muligt, skriver ministeriet i rejsevejledningen, som senest er opdateret 8. oktober.

- Du skal ikke afvente en eventuel evakuering. Evakuering igangsættes kun i helt særlige tilfælde og vil foregå under meget vanskelige forhold.

Hizbollah begyndte at angribe Israel med raketter i oktober 2023.

Det skete efter at den palæstinensiske bevægelse Hamas' overraskelsesangreb på det sydlige Israel, og udbruddet af Israels krig i Gaza.

Israel har svaret igen med angreb på Hizbollah-mål i Libanon.

Den seneste tid er konflikten mellem Israel og Hizbollah dog eskaleret.

Hizbollah, der opererer i Libanon, er allieret med Hamas, og begge bevægelser støttes militært og økonomisk af Iran.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT