Norge sender dronestøtte til Danmark forud for topmøde

30. SEP 2025 • 11:14UDLAND

Det er allerede kendt, at Norge har sendt betjente til København for at hjælpe med sikkerheden ved topmøder.

Norge melder sig tirsdag ind i gruppen af lande, der har besluttet at hjælpe de danske myndigheder mod mulige dronetrusler ved denne uges topmøder i København.

Det skriver NRK.

Landets forsvarsminister, Tore O. Sandvik, oplyser til mediet, at det blev besluttet på et ekstraordinært møde tirsdag, at Norge sender både materiel og personale til København.

- Danmarks sikkerhed er også vores sikkerhed, siger forsvarsministeren til NRK.

Det er allerede kendt, at Norge har sendt politibetjente afsted for at hjælpe med sikkerheden ved møderne.

Der er EU-topmøde i København onsdag den 1. oktober, og dagen efter er der topmøde i det europæiske politiske fællesskab.

Også Sverige har sendt både betjente og antidronesystemer til Danmark.

Ifølge Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, har landet sendt støtten for at "beskytte københavnsområdet mod uvelkomne droneangreb i en periode".

Det sagde han under et pressemøde mandag.

Kristersson fortalte, at den danske regering siden droneoverflyvningerne har været bekymret for at måtte aflyse EU-topmøderne.

- Det var ret indlysende, at Danmark så med alvor på risikoen for, at det kunne blive påvirket eller måtte aflyses.

22. september blev al flytrafik til og fra Københavns Lufthavn indstillet i fire timer, da flere droner fløj rundt over lufthavnsområdet.

Siden blev der også observeret droner over lufthavnene i Aalborg, Esbjerg og Sønderborg samt Flyvestation Skrydstrup.

Ingen af dronerne blev skudt ned, og det er uvist, hvor de kom fra, og hvor de fløj hen, da de forlod dansk luftrum.

Dronehændelserne fandt sted, få dage efter at tre russiske MiG-31-kampfly krænkede Estlands luftrum.

Og tidligere i september - natten mellem 9. og 10. september - sendte Rusland ifølge Polen et større antal droner ind i Polens luftrum.

Foruden Sverige hjælper Frankrig, Holland, Tyskland og Nato-alliancen med at beskytte Danmark mod droner i forbindelse med EU-topmøderne i København.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT