Norge og EU indgår grøn alliance om energi

17. MAR 2023 • 12:51UDLAND

Norges levering af gas har været afgørende for EU under krigen i Ukraine. Nu udvides samarbejdet.

Som det første europæiske land indgår Norge en grøn alliance med EU. Dermed skal Norge og EU arbejde tættere sammen om havvind, hydrogen og andre grønne energiformer.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Hun var fredag på besøg på Troll A-platformen ud for Norges vestkyst sammen med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Besøget blev brugt til at understrege det stadig tættere samarbejde mellem EU og Norge på energiområdet.

- Norge har været en meget vigtig partner og ven i de sidste 12 måneder under Ruslands forfærdelige krig i Ukraine.

- Putin stoppede 80 procent af gassen til EU, men Norge trådte til og øgede sin produktionen. Det hjalp os på et kritisk tidspunkt, siger Ursula von der Leyen.

Nu vil EU og Norge udvide samarbejdet. Det skal ske med en grøn alliance.

- EU har i øjeblikket kun én grøn alliance. Det er med Japan. Nu bliver Norge det første europæiske land, der får en grøn alliance med EU, siger Ursula von der Leyen.

Norge står i dag uden for EU. Men med den nye alliance vil det nordiske land arbejde tættere sammen med EU om grøn energi. På den baggrund lover Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, fortsatte energiforsyninger til EU:

- Vi vil fortsætte som en pålidelig leverandør. Det handler også om at gå fra produktion af gas til også have hydrogen og havvind. Fra denne planform vil man om få år kunne se havvindmøller, der producerer energi til Norge og til EU, siger Jonas Gahr Støre.

Formålet med besøget var også at diskutere beskyttelsen af kritisk infrastruktur. I kølvandet på krigen i Ukraine har sprængningerne på Nord Stream 1 og 2 den 26. september sidste år understreget sårbarheden i den kritiske infrastruktur, som er afgørende for energiforsyningen i Europa.

Ifølge Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, er beskyttelsen øget markant siden eksplosionerne ved Nord Stream 1 og 2. Og torsdag mødtes en ny fælles taskforce mellem EU og Nato for første gang.

- Den kritiske infrastruktur er meget værdifuld. Vi kan ikke beskytte alle dele af den hele tiden. Men vi overvåger den mere tæt, og vi øger udvekslingen af information mellem Nato og EU.

- Vi vil også øge antallet af øvelser, så vi hurtigt kan reagere, hvis der sker noget, siger Jens Stoltenberg.

Norge og Tyskland har bedt Nato om at stå for sikkerhed på off shore- installationer som den, frontfigurerne for EU, Nato og Norge fredag besøgte.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU