Norge afviser Trumps påstand om norsk værtskab for nyt fredsråd
USA's præsident hævder, at Norge skal være vært for arrangement i nyt fredsråd, men det afviser Norge.
Norge har givet udtryk for, at landet vil være vært for et arrangement i regi af USA's præsident Donald Trumps nye fredsråd, Board of Peace.Det sagde Trump tidligere torsdag under rådets første møde i Washington D.C. ifølge Reuters og det norske medie NRK.
Men der er tilsyneladende tale om en misforståelse.
Ifølge Norges udenrigsministerium er landet ikke en del af Trumps fredsråd, og dermed skal landet heller ikke være vært for rådets møder.
I stedet har Norge planlagt at være vært for et møde i donorgruppen Ad-Hoc Liaison Committee (AHLC), der koordinerer levering af nødhjælp til de palæstinensiske områder - herunder Gaza, som også er et område, Board of Peace skal beskæftige sig med.
- Det der henvises til, er at Norge vil invitere til det næste møde i donorlandegruppen for Palæstina AHLC til foråret, skriver pressetalsperson for Norges udenrigsministerium Ane Jørem i en mail til NRK.
Hun forklarer, at USA sammen med EU har næstformandskabet for AHLC, som har eksisteret længe. Norge er i kontakt med USA om, hvordan fredsplanen for Gaza kan blive diskuteret i AHLC.
- Norge har tydeligt givet udtryk for, at vi ikke skal være medlem af Board of Peace, og dette standpunkt ligger fast, skriver pressetalspersonen.
En lang række lande er blevet inviteret til at deltage i Trumps fredsråd, men har takket nej til at deltage. Det gælder blandt andet Sverige, Frankrig, Tyskland og Storbritannien.
Norge deltager heller ikke i rådet som medlem, men har sendt en observatør til mødet torsdag i Washington D.C., oplyste landets udenrigsminister, Espen Barth Eide, til NRK tidligere på dagen.
EU er også blevet inviteret til rådet og har sendt en observatør.
Der har ikke været nogen meldinger om, at Danmark er blevet inviteret.
Fredsrådets formål er ifølge dets vedtægter at "fremme stabilitet, genoprette pålidelig og retmæssig regeringsførelse og sikre varig fred i områder, som er berørt eller truet af konflikt".
Rådet blev første gang nævnt i Trumps fredsplan for Gaza, der blev fremlagt - og godkendt af Israel og Hamas - sidste efterår. Her fremgik det, at Gaza i en midlertidig periode skal ledes af en apolitisk palæstinensisk komité.
Fredsrådet skal ifølge planen holde opsyn med og vejlede komitéen.
Trump er formand for rådet. Oprettelsen af rådet blev godkendt af FN's Sikkerhedsråd i november som en del af Trumps fredsplan for Gaza.
Efter at formålet med rådet er blevet udvidet til ikke kun at omfatte det fredsbevarende og genopbyggende arbejde i Gaza, men internationale kriser generelt, har kritikere advaret om, at det kan blive en konkurrent til FN's Sikkerhedsråd.
/ritzau/
